Jakkesættet har aldrig entydigt været den ene eller anden samfundsgruppes monopol. Historisk ser jeg dog to fraktioner, der mere end andre har benyttet jakkesættet og skabt det referencepunkt, man kan kalde et jakkesæt med stil. De to fraktioner er borgerskabet og dandyen. Borgerskabet har forvaltet den alvorlige udgave til forretning og politik, mens dandyen har forvaltet den flamboyante brug af jakkesættet. Den engelske landadel har også påvirket traditionel herrebeklædning markant, men hovedsageligt den rustikke udgave af tweed, fløjl og deslige.
Skuende Michael er jeg ikke i tvivl, om at jeg har med dandyudgaven af jakkesættet at skaffe. Michael er en rigtig Certosa-Herre, som man kaldte den stilbevidste lapsede unge mand i 1890’ernes København, idet man henviste til hans angivelige yndlingsdrik, den italienske likør Certosa. Michaels jakkesæt er ikke blot usædvanligt i dobbeltradet snit, men er tillige i flannel, der tilmed har en svag lilla kridtstribe. De ternede strømper og de kirsebærfarvede hyttesko i ruskind følger trop.
Den sart lyserøde skjorte med cutaway-flip, det lyserøde slips og lommetørklædet i brystlommen udvander ej certosa’en.
Michaels stil er kort sagt ført igennem. Jakkesættets snit trækker ikke ned.
Nogenlunde det samme kan man sige om Jakobs stil, dog er vi i borgerskabets og forretningsmandens påklædningstradition. Jakkesættet er enradet og ensfarvet koksgråt, skjorten er hvid med fine lysegrå striber og slipset ensfarvet vinrødt. Kun den sorte trenchcoat, lommetørklædet i brystlommen og de brune sko afviger en lille smule fra den arketypiske brug af et jakkesæt til forretning.
Jakobs sko er fra Edward Green, og jakkesættet fra Francesco Guida.
Michaels jakkesæt er tillige fra Francesco Guida, slipset fra Hermès, lommetørklædet og strømper fra Grunwald, skjorten er skræddersyet og skoene fra The Shoe Snob.
Hvis et jakkesæt af Francesco Guida i øvrigt frister, er han og hans assistent Emilio i København om eftermiddagen fredag den 27. maj og hele lørdag den 28. maj, hvor de tager imod bestillinger. Der er plads til en-to mere, kan jeg se. Læs mere her.
Foto: Stiljournalen
“Når paraden var overstået, kunne man gå på Cafe Bernina på første sal i Vimmelskaftet 47. Her kunne man møde forfatteren Carl Ewald, der ifølge Andreas Vinding, “Sad på Benina omgivet af sit kvindehof.”
Derudover kunne man også niode tidens kendte journalister, skribenter, skuespillere, byens unge leve-mænd og andre, der var noget eller gerne ville være det. På Bernina a drak man Certosa-likør, og en del af cafeens stamgæster var da også betegnet “Certosa-Herrerne”. Det var en gruppe unge levemænd, der var kendte for at være klædt efter en ny lapset moderetning opstået i Paris under det store udstillingsår i 1889. En certosa-herre var iført høj hat, høj flip, stribet skjorte med stive lange og udhængende manchetter, lange bukser med opsmøg, knapstøvler og havelock. En Certosa-herre, og andre der gerne ville være næsten lige som dem, gik en gang om måneden op til den kendte barber Giese på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade, hvor man blev klippet af unge frisørsvende i korte jakker og ternede bukser. Folk der forstod at give frisuren den helt rigtige knivskarpe midterskilning hele vejen ned ad nakken. Flot hår, men del skulle holdes, Otto Rung fortæller:
“Alle ældre og unge lapse gik hver dag op til Giese og blev krøllet og friseret. Det gjorde allerede vor store digter H.C. Andersen – og hver velklædt kavaler skinnede i hine tider af pomade og duftede af honningvand langt væk! – Til voksning af opaddrejet overskæg var meget anbefalet en russisk salve, der hed noget med Bayuski-snoz. (Den sidste stavelse blev af os drenge udtalt mindre delikat).”
Var man ikke en Certosa-herre, kunne man være en af “De violette Drenge”. Var man sluppet indenfor hos dem, var mødestedet Hotel d’Angleterre, hjørnebordene ud mod Østergade. Påklædningen var, udover et violet slips, sidste Londonmode med sækkefrakke. der gik midt til hofterne, knækflip helt op til tindingerne, meget brede bukser med knivskarp pressefold, kulørte silkesokker og laksko. Dertil guldferniseret knippelstok, der blev båret ved stroppen, eller omvendt med håndtaget nedad, og som Otto Rung udtalte det: “den Violette dreng var dermed komplet!” Det var dog klogt at omgås De violette Drenge med forsigtighed, for kredsen bestod mest af unge overklassedrenge med penge på lommen – men kun tilsyneladende. For en del af dem havde skaffet de mange penge ved hjælp af mere eller mindre suspekte lån. Flere af De violette Drenge endte da også i kløerne på byens pantelånere og ågerkarle, og i 1897 blev det nævnt i dagspressen, at nogle af de unges forældrene var skredet ind og havde betalt gælden. Flere af de unge herrer skulle derefter være blevet sendt til udlandet, hvorefter De violette Drenge opløste sig selv. ”
Fra “Københavnerliv” af Kaare Lauring (2010)
Ha. Fantastisk historie fra fordums københavnerliv.
Og aldeles glimrende påklædning som de to herrer lægger for dagen. Det er næsten ikke til at begribe at nogen kan slippe af sted med violetstribet habit og kirsebærrøde sko, men det lykkes for Iversen.
Meget nydeligt sæt Hr Iversen viser frem. Hvordan kommunikerer man med Francesco Guida, når man ikke taler italiensk?
Han har sin assistent Emilio med, der taler et ikke imponerende, men dog forståeligt engelsk.