En matrosknude tæmmer tørklædet
De fleste mænd styrer uden om et tørklæde. Man skulle jo nødig blive taget for en laps eller en smart fyr. Virkeligheden er, at tørklædet er et nemt redskab til at forandre en ellers anonym påklædning til en god, charmerende tøjstil. Jeg er selv særligt glad for tørklædet, hvis jeg skal udenfor i skjorte og jakke uden slips.
Området tørklæder er temmelig ureguleret i sammenligning med domænet slips. Mange typer tørklæder er mulige. Der er små badanaer i bomuld, store silkekvadrater i 90 x 90 cm og aflange silkestykker. Man kan også bære og binde dem på flere måder.
Er tørklædet kvadratisk, starter jeg selv med at folde og rulle det rørformet på et bord.
Knuden, jeg binder på et tyndt tørklæde (tykke tørklæder og halstørklæder kræver en anden behandling), er en god, gammeldags matrosknude eller sømandsknude. Matrosknuden – som er som et råbåndsknob – får tørklædets snipper til at falde harmonisk nedad til forskel fra kællingeknude. Der er ingen kamp med tyngdekraften.

Jeg må for en god ordens skyld sige, at ordet en matrosknude egentlig blot henviser til en løst hængende knude foran på et slips af en art. Knuden følger matroskjortens dybe kraveudskæring. Matrosknuden kan være bundet i en matrosknude, et råbåndsknob …, men også i eksempelvis four-in-hand-knude som på det almindelige slips.
Mastrosknuden er en ætling af 1800-tallet og kunne være taget fra ovenstående illustration, fra det satiriske værk Neckclothtania, der udkom i 1818. En stilistisk pointe, man kan udddrage af illustrationen, er, at snipperne skal stikke symmetrisk ud til hver side.