Måden mere end knuden

Der findes allerede mange videoer på nettet, der viser, hvordan man binder en slipseknude. Lad mig derfor vinkle den lille operation anderledes og fokusere på de små tryk og træk, der harmoniserer en slipseknude. Jeg synes, det aspekt overses.

Denne gefühl, der gør en harmonisk slipseknude, er lidt svær at forklare skematisk, men en video i delvis slow motion kan vise, hvordan man – jeg! – bearbejder slipseknuden undervejs for at få den indre til at sætte sig og for at give den en form efter mit hoved (som er en knude, der både er fast og uanstrengt og relativt neutral).

Four-in-hand og dobbelt four-in-hand

Jeg binder normalt slipset i den originale slipseknude, en four-in-hand, og en gang i mellem i en dobbelt four-in-hand, hvis slipset er langt eller tyndt, og går stort set altid efter én kløft i slipset. Jeg har et enkelt uldslips, jeg ikke lægger kløft i, men afrunder, hvilket fortæller, at ikke alle slips er ens. Nogle lystrer ved det mindste tryk, andre må man bearbejde mere for at skabe den knude, man i tankerne. En tredje kategori må man lade bestemme selv.

Af særheder ellers, for så vidt flere andre slipsemænd også vil gøre det, har jeg det med at trykke knuden elipseformet til sidst lidt afhængig af, hvordan slipseknude og kraveplads matcher hinanden.

En matrosknude tæmmer tørklædet

De fleste mænd styrer uden om et tørklæde. Man skulle jo nødig blive taget for en laps eller en smart fyr. Virkeligheden er, at tørklædet er et nemt redskab til at forandre en ellers anonym påklædning til en god, charmerende tøjstil. Jeg er selv særligt glad for tørklædet, hvis jeg skal udenfor i skjorte og jakke uden slips.

Området tørklæder er temmelig ureguleret i sammenligning med domænet slips. Mange typer tørklæder er mulige. Der er små badanaer i bomuld, store silkekvadrater i 90 x 90 cm og aflange silkestykker. Man kan også bære og binde dem på flere måder.

Er tørklædet kvadratisk, starter jeg selv med at folde og rulle det rørformet på et bord.

Knuden, jeg binder på et tyndt tørklæde (tykke tørklæder og halstørklæder kræver en anden behandling), er en god, gammeldags matrosknude eller sømandsknude. Matrosknuden – som er som et råbåndsknob – får tørklædets snipper til at falde harmonisk nedad til forskel fra kællingeknude. Der er ingen kamp med tyngdekraften.

Jeg må for en god ordens skyld sige, at ordet en matrosknude egentlig blot henviser til en løst hængende knude foran på et slips af en art. Knuden følger matroskjortens dybe kraveudskæring. Matrosknuden kan være bundet i en matrosknude, et råbåndsknob …, men også i eksempelvis four-in-hand-knude som på det almindelige slips.

Mastrosknuden er en ætling af 1800-tallet og kunne være taget fra ovenstående illustration, fra det satiriske værk Neckclothtania, der udkom i 1818. En stilistisk pointe, man kan udddrage af illustrationen, er, at snipperne skal stikke symmetrisk ud til hver side.

Det særligt danske forhold til tøj

Brug af slips er i større omfang et frivilligt tilvalg i dag, ikke obligatorisk som tidligere. Jeg har talt med Maria Mackinney-Valentin, ph.d., modeforsker og lektor på Det Kongelige Akademi, om slips og mænds forhold til tøj som sådan.

1) Hvad er vigtigt for dagens mænd i 30’erne, 40’erne og 50’erne, når de vælger tøj?

“Nu er det svært at sige noget generelt om, hvad der er vigtigt for mænd i alderen 30-60, når de vælger tøj. Vi er heldigvis alle sammen forskellige. Generelt klæder vi os jo på for at holde varmen, beskytte kroppen og undgå at vække anstød. I Danmark er der en tendens til at tænke praktisk, når vi vælger tøj. Det kan have noget at gøre med, at vi har en cykelkultur, en regnvejrskultur og en Jantelov, der også fortæller os, at vi helst ikke skal stikke for meget ud.”

2) Hvad er forskellen generelt på mænd og kvinders forhold til tøj?

“Siden slutningen af 1800-tallet i Europa har der været en tendens til, at det var mere legitimt for kvinder at pynte sig end mænd. Mænd skulle helst vise, at de var mådeholdne, arbejdssomme og seriøse igennem deres beklædning. Kvinder blev til et vist niveeau anset for at være en forlængelse af manden og på den måde også en demonstration af mandens sociale status og økonomiske formåen. Der har været perioder siden, hvor det var mere accepteret for mænd at lege med deres beklædning. Glam rock er et oplagt eksempel. Men de senere år er der heldigvis sket en stigende tendens til, at mænd har fået mandat til igen at kunne udtrykke sig mere kreativt og individuelt igennem deres beklædning. Måske vi kan se frem til en opblomstring af nogle af de ekspressive takter i herrebeklædningen, som vi så det i fx 1700-tallets Europa.”

Velklædt med slips i en uformel tid

3) Du har skrevet en forskningsartikel om slipset i en uformel tid. Hvad handler den om, og hvad er konklusionen?

“Jeg har lavet et forskningsprojekt om, hvorfor nogle mænd i Danmark vælger at gå med slips, når så mange andre går i retning af uformelt tøj som joggingbukser, sneakers og sweatshirts. Man taler om, at mænds beklædning har været påvirket af Silicon Valley, hvor casual dress er blevet associeret med innovation, kreativitet og entrepreneurship. De mænd, der er med i mit projekt, vælger slipset, ikke fordi det er en del af en arbejdsuniform, men fordi det giver dem noget betydningsfuldt på det personlige plan at have det på. Slipset er en særlig beklædningsgenstand, fordi det kun for alvor gør sig gældende, når det er bundet. Slipset er altså i højere grad end fx en jakke performativ i den forstand, at man skal gøre noget med det, før det for alvor et betydningsskabende. Netop derfor rummer slipset også stort potentiale for personlig værdi. Der er to hovedfund i projektet. Det ene handler om, at slipset for disse mænd er et værktøj til distinktion, altså at skille sig ud igennem deres evner til at vælge og binde slipset, men også at komponere et helt outfit med slipset som en vigtig aktør. Det andet handler om den følelsesmæssig empowerment og fysisk velbefindende disse mænd oplever, når de tager slipset på. Motivet for at bære slips i en kontekst, hvor den uformelle tøjkultur vinder frem, handler altså både om social kommunikation og kropslig berigelse.”

4) Hvad driver herremodens udvikling?

“Ligesom med kvindemoden, er herremoden drevet af mange faktorer i udviklingen. Det handler blandt andet om social identitet, individuel kommunikation, tidsånd og kommercielle interesser fra industriens side.”

Den iscenesatte tilfældighed

5) Jeg har en idé om, at tøj generelt betyder mindre i dag, fordi det er blevet så billigt. I 1960’erne brugte vi 10 pct. af vores penge på tøj. I dag er vi nede på 3-4 pct. Hvad tænker du?

“Jeg tror ikke, man kan sige, at beklædning betyder mindre i dag, men jeg mener, vores forhold til det har ændret sig og er blevet mere komplekst. Fordi vi har så nem adgang til billigt tøj, har beklædning på den brede klinge mistet noget af sin fysiske værdi sammenlignet med tekstilers værdi i fx 1600-tallet. Men den symbolske værdi er langt mere sammensat end den har været tidligere, fordi vi har adgang til langt flere visuelle virkemidler. Vi skal ikke mange år tilbage før genbrug var noget, man forbandt med nødvendighed. I dag er der status i at have beklædning med indbygget historier. Det handler også om, at vi i bl.a. Danmark bruger flere mikro-distinktioner; altså at vi viser niveauet af vores evner og smag udi tøj igennem den helt perfekte uperfekte slipseknude – den iscenesatte tilfældighed – hvor man tidligere kommunikerede mere tydeligt igennem økonomiske markører. Et oplagt eksempel er en konges hermelinkåbe, der entydigt fortæller historien om en mand med magt og rigdom.”

Den amerikanske forbindelse

Mange er de gange, jeg har hørt, at en Windsor-knude er den rigtige slipseknude. Jeg mener selv, at den oprindelige slipseknude, en four-in-hand, er “den rigtige”. Men lad det nu ligge. Her drejer det sig om at finde ud af, hvordan den store, symmetriske slipseknude kom til verden.

Hertugen af Windsors erindringer fra 1960 kræver da et besøg. Deri skriver han (og hans ghostwriter, modehistorikeren James Laver):

“Den såkaldte Windsor-knude blev taget i brug i Amerika på et senere tidspunkt. Jeg tror, at den blev obligatorisk for amerikanske soldater under Krigen, hvorefter amerikanske collegedrenge også tog den til sig. Men faktisk var jeg på ingen måde ansvarlig for dette. Den knude, som amerikanerne gav mit navn, var en dobbeltknude på et smalt slips – et “Slim Jim”, som det undertiden kaldes. Det er rigtigt, at jeg selv altid har foretrukket en stor knude, som jeg synes ser bedre ud end en lille, så en gang i 1920’erne udtænkte jeg sammen med Mr. Sandford [Hawes & Curtis] et slips af den brede slags med et ekstra tykt indlæg, der skabte denne effekt. Så vidt jeg ved, er denne særlige mode aldrig blevet fulgt i Amerika eller andre steder.”

Hertugen af Windsor konkluderer altså, at en Windsor-knude er en amerikansk knude, opfundet under Krigen, inspireret af ham, Hertugen af Windsor. Men amerikanernes Windsor-knude var en anden knude, “en dobbeltknude”, og bundet på deres tynde militærslips.

Ordbogen registrerer en Windsor-knude første gang i 1947 og understøtter Hertugens sartoriale historieundervisning.

Selv bandt Hertugen af Windsor en traditionel slipseknude, en four-in-hand, men med tykkere indlæg. Det kan man også udlede.

En tredje vej

Hvis man har et tyndt slips, man kan lide, vil jeg foreslå en tredje vej til at give slipseknuden mere fylde: en dobbelt four-in-hand, hvor man simpelthen drejer slipsesnippen en ekstra runde, før man slår knuden. Så slipper man for Windsor-knudens trekantede look og bibeholder den skæve, nonchalante tragt, som en four-in-hand skaber.

Slips forsvinder – måske

Det nytter ikke at nægte det. Slips forsvinder, eller svinder kraftigt ind. I mange herretøjsbutikker er det efterhånden blot pynt.

Om slips forsvinder helt, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. Men slipset skifter til en mindre prominent rolle. Tidligere var det obligatorisk tilbehør i bestemte positioner i erhvervsliv og politik. I dag er det mere et personligt tilvalg, hvis man binder det. I den henseende er slipset givet frit, og det er godt. Frihed betyder, man kan udfolde sit potentiale. For slipsets vedkommende drejer det sig om et æstetisk potentiale, i sidste ende elegance.

Silicon Valley har stensikkert haft indflydelse på, at slipsebrug svinder ind. Tech-kulturens feterede ledere bruger sjældent slips. Ham, der bestemmer i dag, går tit rundt i t-shirt og sneakers.

Når det er sagt, er der også en strukturel beklædningsmæssig udvikling strækkende sig over årtier, som påvirker brug af slipset. Teenage-oprør med læderjakker og vindjakker i 1950’erne og hippier og ungdomsoprørere i 1960’erne satte værdier i omløb, der har henvist slipset til en verden af i går. Tech-kulturen er i det perspektiv blot endnu et fænomen, der lægger pres på det lille halsbind.

Jeg har som sagt talt med Berlingske om slipset. Artiklen kom på den 18. juli. Læs hele artiklen her.

Et par dage efter, i dag fredag den 20. juli, serverer Berlingske så endnu et to-sidersopslag om slipset. Denne gang er forfatteren Kristian Ditlev Jensen skribenten, og han sekunderes af journalisten Mads Brøgger og entertaineren Mads Christensen. De tager alle slipset i forsvar. En enkelt note til Kristian Ditlev Jensens indlæg er, at slipset rækker væsentligt længere tilbage end hine kroatiske lejesoldater i den franske konges fold. Det og meget mere har jeg skrevet om i Børsen.

Vest til jakkesæt er hot

Englænderne blev spillet ud af VM i fodbold i semi-finalen. Kroatien vandt 2-1. Siden serverede Belgien bankekød for dem i bronzekampen.

Tilbage står et engelsk fodboldhold, der nok kom lidt længere ved VM i Rusland, end færdighederne egentlig rakte.

Og træner Gareth Southgate, Han står også tilbage. Rank, rolig og myndig betragtede han sit hold fra sidelinjen. Man kunne ikke undgå at fatte sympati for ham.

Vesten, han havde på, hjalp. Den symboliserede den gentleman-adfærd, han lagde for dagen.

Siden er salget af veste efter sigende gået amok i Marks & Spencer, som sponsorerede Southgates tøj, herunder vesten.

Journalist Niels Pedersen har i Politiken lavet en fin artikel om Southgate vest og vesten som sådan. Han citerer undervejs fra bogen Den velklædte mand. Læs hele artiklen her.

Den rette retning på et stribet slips

Jeg blev kontaktet af Niels Berg, der bestyrer klummen Bergs Bureau i Helsingør Dagblad.

“Hvorfor vender striberne på et stribet slips nogle gange i den ene retning og nogle gange i den anden?” havde en læser spurgt ham.

Det fik mig til at slå op i min bog Den velklædte mand, hvor jeg huskede, jeg havde skrevet mere detaljeret om det.

Jeg kunne derefter svare Bergs Bureau:

Historien bag et stribet slips

“Historien om skråstribede slips begyndte i slutningen af 1800-tallet. Det engelske militær skiftede deres kulørte uniformer ud med mere diskrete uniformer. De ville dog ikke uden videre slippe deres farver og overførte dem blandt andet til slipset. Dermed opstod regimentslipset knyttet til et bestemt regiment i militæret. Det var ofte stribet, dog ikke altid. Engelske skoler og klubber fulgte snart efter.

Striberne på de stribede regimentslips forløb i reglen diagonalt “fra hjerte til sværd”, det vil sige fra venstre ned mod højre.

I 1902 begyndte amerikanske Brooks Brothers at sælge stribede slips i Amerika. Berømt spejlvendte de striberne, så de nu forløb fra højre ned mod venstre. Hvorfor de gjorde det, vides ikke med sikkerhed. Brooks Brothers mener, de bevidst ønskede at trække slipset ud af det engelske klassesamfund og demokratisere det. Andre mener, Brooks Brothers kom til at vende striberne om ved en fejl, da de lavede deres første slips. Der er også den forklaring, at engelske regimentslips engang imellem forløb fra højre og mod venstre, og at det simpelthen var et af de slips, som Brooks Brothers kopierede i begyndelsen af 1900-tallet.

Vi ved ikke, hvorfor englænderne almindeligvis lod striberne forløbe fra venstre mod højre nedad. Måske var de inspireret af ordensbånd. Måske ville de understrege forbindelsen mellem hjerte og sværd. Måske var det mere eller mindre også en tilfældighed i England, at striberne fandt den vej, de gjorde.”

Mænds brug af slips er svundet ind, eller har været svundet ind. Jeg har en ide om, at slipset er på vej til bjergkammen igen efter en fem år i dalterræn.

Slipsets pressede situation har også sat alsidigheden under pres. Hvis nogen har bundet et slips, har det været den mest diskrete slags i marineblå eller grå – og ensfarvede. Klassiske slips i foulerede og stribede design har man set mindre af. Hvis en slipsemand har eksperimenteret, er det gået på materiale og tekstur, fx et uforet grenadineslips, mindre hyppigt farver og mønstre.

Klassiske sjove slips

Hvordan lyder formlen, hvis man er frisk på sjove slips?

Den lyder på et både-og. På den ene side skal man vælge et slips, der skiller sig ud. Ellers er der ingen sjov. På den anden side skal man ikke gøre det på den letkøbte måde. Slips i mættede kulører (Yves Klein-blå) eller skinnende teksturer (satin) er fx en særdeles svær kunst. De falder usolidariske ud i forhold til skjorten i bomuld og jakkesættet i uld.

Det slog mig, da jeg tænkte over sjove slips, at en meget mere fremmelig mand end jeg selv, poeten og dramatikeren T. S. Eliot, forlængst har givet stikordene. I digtsamlingen Prufrock (1917) fortæller han i en strofe, at hans “necktie” er “rich and modest”. Det er lige de to tillægsord i kombination, rich og modest (som man kunne oversætte til overdådigt og sømmeligt), som man skal lade sig guide af under jagten på sjove slips, og sådan set slips generelt.

Fem pejlemærker til sjove slips

Konkret vil jeg selv have følgende fem pejlemærker for øje, hvis jeg udforsker genren af mønstrede, sjove slips.

1: Abstrakte mønstre (geometriske figurer og paisley-blade) er lettere end figurative mønstre (dyr og ting).

2: Pas på, at rødlige nuancer ikke bliver skingre.

3: Jo mere markant mønster, des mere afdæmpede farvenuancer og mætningsgrad.

4: Svagtmættede marineblå, lyseblå og vinrøde slips kan du næsten ikke kløjes i, ej heller i markantmønstrede design.

5: Prøv brændt-orange, flaskegrønne og brune slips lidt oftere.

Foto: Den velklædte mand