Den rette retning på et stribet slips

Jeg blev kontaktet af Niels Berg, der bestyrer klummen Bergs Bureau i Helsingør Dagblad.

“Hvorfor vender striberne på et stribet slips nogle gange i den ene retning og nogle gange i den anden?” havde en læser spurgt ham.

Det fik mig til at slå op i min bog Den velklædte mand, hvor jeg huskede, jeg havde skrevet mere detaljeret om det.

Jeg kunne derefter svare Bergs Bureau:

Historien bag et stribet slips

“Historien om skråstribede slips begyndte i slutningen af 1800-tallet. Det engelske militær skiftede deres kulørte uniformer ud med mere diskrete uniformer. De ville dog ikke uden videre slippe deres farver og overførte dem blandt andet til slipset. Dermed opstod regimentslipset knyttet til et bestemt regiment i militæret. Det var ofte stribet, dog ikke altid. Engelske skoler og klubber fulgte snart efter.

Striberne på de stribede regimentslips forløb i reglen diagonalt “fra hjerte til sværd”, det vil sige fra venstre ned mod højre.

I 1902 begyndte amerikanske Brooks Brothers at sælge stribede slips i Amerika. Berømt spejlvendte de striberne, så de nu forløb fra højre ned mod venstre. Hvorfor de gjorde det, vides ikke med sikkerhed. Brooks Brothers mener, de bevidst ønskede at trække slipset ud af det engelske klassesamfund og demokratisere det. Andre mener, Brooks Brothers kom til at vende striberne om ved en fejl, da de lavede deres første slips. Der er også den forklaring, at engelske regimentslips engang imellem forløb fra højre og mod venstre, og at det simpelthen var et af de slips, som Brooks Brothers kopierede i begyndelsen af 1900-tallet.

Vi ved ikke, hvorfor englænderne almindeligvis lod striberne forløbe fra venstre mod højre nedad. Måske var de inspireret af ordensbånd. Måske ville de understrege forbindelsen mellem hjerte og sværd. Måske var det mere eller mindre også en tilfældighed i England, at striberne fandt den vej, de gjorde.”

Mænds brug af slips er svundet ind, eller har været svundet ind. Jeg har en ide om, at slipset er på vej til bjergkammen igen efter en fem år i dalterræn.

Slipsets pressede situation har også sat alsidigheden under pres. Hvis nogen har bundet et slips, har det været den mest diskrete slags i marineblå eller grå – og ensfarvede. Klassiske slips i foulerede og stribede design har man set mindre af. Hvis en slipsemand har eksperimenteret, er det gået på materiale og tekstur, fx et uforet grenadineslips, mindre hyppigt farver og mønstre.

Klassiske sjove slips

Hvordan lyder formlen, hvis man er frisk på sjove slips?

Den lyder på et både-og. På den ene side skal man vælge et slips, der skiller sig ud. Ellers er der ingen sjov. På den anden side skal man ikke gøre det på den letkøbte måde. Slips i mættede kulører (Yves Klein-blå) eller skinnende teksturer (satin) er fx en særdeles svær kunst. De falder usolidariske ud i forhold til skjorten i bomuld og jakkesættet i uld.

Det slog mig, da jeg tænkte over sjove slips, at en meget mere fremmelig mand end jeg selv, poeten og dramatikeren T. S. Eliot, forlængst har givet stikordene. I digtsamlingen Prufrock (1917) fortæller han i en strofe, at hans “necktie” er “rich and modest”. Det er lige de to tillægsord i kombination, rich og modest (som man kunne oversætte til overdådigt og sømmeligt), som man skal lade sig guide af under jagten på sjove slips, og sådan set slips generelt.

Fem pejlemærker til sjove slips

Konkret vil jeg selv have følgende fem pejlemærker for øje, hvis jeg udforsker genren af mønstrede, sjove slips.

1: Abstrakte mønstre (geometriske figurer og paisley-blade) er lettere end figurative mønstre (dyr og ting).

2: Pas på, at rødlige nuancer ikke bliver skingre.

3: Jo mere markant mønster, des mere afdæmpede farvenuancer og mætningsgrad.

4: Svagtmættede marineblå, lyseblå og vinrøde slips kan du næsten ikke kløjes i, ej heller i markantmønstrede design.

5: Prøv brændt-orange, flaskegrønne og brune slips lidt oftere.

Foto: Den velklædte mand

Hvilken knude er den rigtige slipseknude?

Læs mit svar og mere til på Børsens hjemmeside.