Bogen Klæder skaber manden

Da jeg skrev bogen Den velklædte mand, var jeg på den store arkivjagt. Et af de fund, jeg blev gladest for, var bogen Klæder skaber manden, skrevet af journalisterne Kaj Berg Madsen (1903-1956) og Victor Skaarup (1906-1991). Klæder skaber manden indeholder ingen illustrationer, men kommer godt omkring og sætter ord på beklædningstraditioner og omgang med jakkesættet, som stadig er med os i dag.

Kaj Berg Madsen og Victor Skaarup

Dansk Film skriver om Kaj Berg Madsen:

“Kaj Berg Madsen var søn af skræddermester Laurids Madsen og hustru Olga Dorthea Mary Madsen. Han blev student i 1921, filosofikum 1922 og blev uddannet i skrædderfaget i 1924. Han måtte efter at være blevet journalist ofte høre på vittigheder om at skære stoffet til. Han var fra 1926 medarbejder ved B.T., hvor han tog nye stoffelter op og navnlig beskæftigede sig med film og moderne musik. Han erhvervede sig inden for disse genrer et både kendt og anerkendt navn. I årenes løb arrangerede han en lang række store jazzkoncerter i København og arbejdede i det hele for at højne jazzen. Ved siden af sit bladarbejde var han en lang tid 1938-43 kendt som grammofon-causør i radioen. Han skrev manuskriptet til den danske film “En herre i kjole og hvidt”. Kaj Berg Madsen døde pludselig af et slagtilfælde. Han var af sit blad sendt til Berlin for at skrive om filmfestivalen. Kaj Berg Madsen blev skilt fra Else Emilie Christophersen i 1946 og giftede sig samme år den 2. august 1946 på Frederiksberg Rådhus med Elise Marie Ebbesen, født Thimsen (f. 26-08-1923)”.

Om Victor Skaarup skriver Dansk Film:

“Victor Peter Andreas Skaarup (navneforandring 1925) var søn af overpakmester Jens Christian Skaarup Petersen og hustru Andrea Wilhelmine Nielsen. Han tog realeksamen i 1922 og blev derefter revisoruddannet og tog handelseksamen i 1925. Samme år blev han ansat ved Politikens reklameafdeling og blev derefter fra 1926 journalist ved danske og udenlandske blade (free lance fra 1937). I perioder var han B.T.’s korrespondent i London og senere i New York – men blev i midten af 30rne indfanget af filmen, og han oversatte teksterne til henved 1.500 udenlandske film. Han oversatte udenlandske sangtekster og skrev en lang række egne sangtekster til især film og revyer ofte i samarbejde med komponisten Sven Gyldmark. Han huskes bl.a. for “Mor er den bedste i verden” fra “Hold fingrene fra mor”, “Jeg har min hest, jeg har min lasso” fra “Det gamle guld” og “Det var på Rundetårn” fra filmen af samme navn. Han brugte ofte pseudonymer som fx. John D. Jensen og Peter Spar. Desuden var han grammofoncauseur i radioen. Victor Skaarup blev den 20. februar 1940 gift i Sions kirke med Tove Ruth Sonja Weile (født 03-06-1916).”

De to forfattere bag Klæder skaber manden kendte således nok hinanden fra B. T. Man bemærker også, at Kaj Berg Madsens far var skrædder.

Uddrag fra bogen Klæder skaber manden

Nedenfor følger forordet i Klæder skaber manden, et kapitel om at være velklædt og et kapitel om frakker og tilbehør til mænd.

Forord i Klæder skaber manden

“Det betaler sig at være velklædt. Man maa enten være meget rig eller meget fattig for at kunne tillade sig at blæse sin Paaklædning et Stykke …. „Klæder skaber Manden” er et Ordsprog, som næsten er helt sandt.

En velklædt Mand vil altid have en Fordel fremfor mindre velklædte Ligestillede. Mange Stillinger er gaaet forbi Næsen paa fuldt ud kvalificerede Ansøgere, fordi de gjorde et daarligt Førstehaandsindtryk ved at være sjusket eller lapset i deres Paaklædning. Og mon ikke mangen en Frier har faaet et koldt Nej fra sin Elskede, fordi han mødte op med rødt Slips til grønt Tøj eller havde kæmpemæssige Knæ i Benklæderne, allerede f ø r han indtog den traditionelle Frierstilling?

Formaalet med denne lille Bog er at give det stærke Køn Raad og Vejledning med Hensyn til, hvad der er korrekt Paaklædning i Livets forskellige Forhold; hvad man, ifølge Traditioner og uskrevne Love, kan og ikke kan bære; hvad man bør købe og hvad man ikke bør købe; og hvorledes man bliver gode Venner med sit Tøj! Det er vort Haab at kunne overbevise Læserne om, at det er baade billigt og nemt at være velklædt.

Vi har søgt at tage Hensyn til baade de Velhavende og de Ikke-Velhavende. Fagudtryk (her kan det passende indskydes, at den ene af Forfatterne er Fagmand) har vi undgaaet — men vi haaber alligevel, at ikke blot det „bærende” Publikum, men ogsaa enkelte Skrædere vil have lidt Udbytte af at kigge i denne Bog. Da det vistnok er første Gang, der paa Dansk er udgivet en Vejledning i Herrepaaklædning, haaber vi, at man vil bære over med os, hvis vi har glemt et og andet, som maaske burde være taget med. Og til Slut: Lad være med at tage denne Bog for højtideligt — men ret Dem efter, hvad der staar i den!

København, 1935.

Kaj Berg Madsen. Victor Skaarup.”

At være eller ikke at være velklædt – kapitel 1 i Klæder skaber manden

“Hvornaar er en Mand velklædt?

Naar hans Paaklædning passer til baade ham selv og Omgivelserne!

Om Tøjets Snit er moderne eller ej, spiller ikke den Rolle for Herrernes Paaklædning, som det gør for Damernes. Man kan udmærket være velklædt i et Sæt Tøj, der er flere Aar gammelt, hvis det er passet ordentligt og ikke er baaret daglig gennem lange Perioder, men har faaet den Hvile engang imellem, som ethvert godt Sæt kræver og fortjener . . .

De fleste Mænd er forfængelige — men hvis deres Forfængelighed giver sig Udslag i deres Paaklædning, bliver Virkningen ofte uheldig, hvis de da ikke netop har en god og sikker Smag.

Enhver ved, at de Mennesker, der virker tiltalende ved første øjekast, har et stort Forspring for anderledes stillede Konkurrenter, hvad enten det saa gælder Forretninger, Kærlighed eller andre af Livets vigtige Forhold. Er man fra Naturens Haand godt udstyret, bør man prise sig heldig — men man maa alligevel ikke glemme, at dette kun betyder 50 pCt. af Udseendet .. . Paaklædningen leverer det resterende!

Mandfolk skænker — Gudskelov! — ikke Paaklædningen den Opmærksomhed som Kvinder. En Mand, der i Tale og Opførsel viser megen Interesse for sit Tøj, vil altid virke naragtig eller feminin. Men de Herrer, der mener helt at kunne negligere Paaklædnings-spørgsmaalet eller lægge det i Hænderne paa deres Kone eller Skræder, maa være forberedt paa at kunne klare sig uden den Hjælp, som Velklædthed er for enhver, der kommer i Berøring med mange Mennesker. Naar saa mange forsynder sig mod god Smag eller mod Selskabslivets Traditioner, skyldes det som oftest Uvidenhed. Maaske vil nogle hævde, at de har ikke Raad til at være velklædt! Disse Mennesker er denne Bog først og fremmest skrevet for — vi haaber i de efterfølgende Kapitler at kunne overbevise enhver om, at det er billigere at være velklædt end at være daarligt klædt!

At være daarligt klædt betyder ikke nødvendigvis, at man gaar rundt i sjuskede, klodset siddende, plettede Klædningsstykker — vi er ikke bange for at paastaa, at det er et større Handicap for en Mand at være iøjnefaldende lapset paaklædt, end om han gaar rundt i Klæder, der giver Indtryk af at være syet til en ganske anderledes formet Skabning … thi den første virker irriterende, mens den anden blot virker komisk.

Her i Danmark er den mandlige Befolknings Tøj-kultur ingenlunde ringe. Af nærliggende Nationer staar vist kun Englændere og Svenskere over os.

Saa talrige Forsyndelser mod god Smag, som man ser i Tyskland, træffer man ikke herhjemme — men det er ikke Frygt for en Hitler’sk Bandbulle, der faar os til at tilføje, at de Tyskere, der er velklædte, udmærket kunde tjene til Forbillede i Stedet for de Herrer af Storbritanniens Society, der ellers maa holde for!

I det hele taget er det en forkert Opfattelse at tro, at alle Englændere altid er paaklædt som korrekte gentlemen — men man kommer ikke udenom, at Landet alligevel er Nr. 1 med Hensyn til Herrepaaklædning. Da Danskerne betragter Britterne som Forbilledet paa alle Omraader, er det sikkert ogsaa dette, der er Skyld i, at vi herhjemme staar saa pænt, som vi gør.

Intet Folkeslag er saa hensigtsmæssigt paaklædt som Englænderne. Og en aargammel Tweed-Jakke til Flonelsbenklæder (uden Pressefolder!) er ikke blot den mest komfortable Dragt, man kan tænke sig til en lang Spadseretur, men giver ogsaa ofte mere Indtryk af Velklædthed end et flot Sæt Sportstøj med store Terner, Plus fours a la elefantiasis og Kvaster ved Strømperne — det, der i Danmark anses for at være den korrekte Sportsklædning.

Det er Skræderne i Londons to berømte Tvillinggader, Sackville Street og Savile Row, der angiver de nye Moder indenfor Herrepaaklædningens Omraade. I disse to og de nærmest tilstødende Gader boer de dyreste og sikkert ogsaa de bedste Skrædere i Verden. Her er ingen flotte Udstillingsruder eller Reklameskilte med Neonlys. De fleste Firmaer er flere Aarhundreder gamle — og alle som en foragter de Reklamens Magt. De bruger kun en Averteringsform — nemlig at levere saa godt Tøj til deres Kunder, at disse anbefaler Firmaet til deres Bekendte. (En Mand kan være saa blottet for Forfængelighed som vel mulig — han vil alligevel blive smigret, naar en Bekendt spørger: — Hør, hvem er Deres Skræder?)

Mottoet over Savile Row lyder: Diskretion, mine Herrer, Diskretion!

Moder som Oxford-Benklæder, hvide Smokingveste, toradede Veste og lignende opstaar ikke her — men saafremt de vise Indvaanere anser det for berettiget, nedlader de sig gerne til at benytte disse Paafund — vel at mærke i forbedret Form!

Da nogle Oxford-Studenter i 1926 fandt paa at bære kæmpevide Benklæder, der som en Sæk faldt ned over Skoene — Moden opstod indenfor et Kollegium for at irritere et andet Kollegium! — varede det længe, før de førende londonske Skrædere indvilgede i at ville sy den Slags Benklæder. Men da det blev klart for dem, at velsyede, vide Benklæder klæder en Mand bedre end de tidligere brugte, meget snævre, som ikke alene var upraktiske, men ogsaa sværere at sy godt, fulgte Mode-lovgiverne efter — selv om de afkortede en 10-20 Cen-timeter af Omfanget forneden!

Nuomdage er det Filmen — og selvfølgelig først og fremmest de talrige amerikanske Films — der angiver Herremoden. Men da Størstedelen af Hollywoods Filmstjerner lader deres Tøj sy i London (adskillige har en Voksfigur i deres egen Lignelse staaende i Savile Row!), ligger Herremodens Centrum altsaa stadig paa sit gamle Sted.

Man skal ikke tage Moderne højtideligt — om der skal være een, to eller tre Knapper i den enradede Jakke eller om Opslagene skal være brede eller smalle, er ubetydelige Smaating — det er ikke den Slags, der afgør, om en Mand er velklædt eller ej.

En af de mest betydende Faktorer indenfor Velklædtheden er selvfølgelig Skræderen! Han alene kan ikke gøre alt fuldkommen — men han kan spolere alt … Hvor dette er Tilfældet, er der kun at haabe for Kunden, at han opdager, hvad der er Grunden til, at hans Udseende ikke er tilfredsstillende, og at han saa omgaaende søger sig en anden Skræder.

De vanskeligste Kunder at betjene tilfredsstillende tilhører den slet ikke sjældne Type, der kommer hen og bestiller et Sæt Tøj uden paa Forhaand at have tænkt over, hvilken Farve og Facon Tøjet egentlig skal have. De lægger alt i Skræderens Hænder — d. v. s., indtil Prøverne begynder; saa finder de pludselig paa, at Knapperne skal sidde helt anderledes, at Lommerne skal være saaledes og ikke saaledes … og saa stikker de gerne Maven ind og svajer Ryggen og forsøger at bilde sig selv, Spejlet og Skræderen ind, at saa flot en Holdning har de altid! Det Tøj kommer ikke til at sidde godt …

I de følgende Kapitler beskæftiger vi os med den mest hensigtsmæssige Paaklædning i alle Livets Forhold — fra Bryllup til Strandbad! Nogle Læsere vil utvivlsomt opdage, at deres Garderobe er langt fra komplet. Det betyder en øjeblikkelig Merudgift at anskaffe det manglende — men til Gengæld vil de opdage, at det udgivne Beløb bliver sparet adskillige Gange i de næste Par Aar.”

Overtøj med tilbehør – kapitel 5 i Klæder skaber manden

“Alt for mange Mænd indskrænker sig til at have en enkelt Vinterfrakke — og den er beregnet til at holde nogle Aar. Enten sværger Herrerne til en sort Frakke eller ogsaa til Ulster, og denne ene Frakke maa saa holde for under alle Livets forskellige Vilkaar. Der hører imidlertid mindst to Frakker til en blot nogenlunde velassorteret Garderobe, og det er en mørk Overfrakke og en Ulster. En sort Overfrakke kan under ingen Omstændigheder undværes, idet man ved Begravelser og Aftenselskabeligheder er nødt til at have en saadan. Ulsteren er den mest praktiske, og der er gennem de senere Aar gjort et stort og paaskønnelsesværdigt Arbejde for at fremskaffe de smukkeste Stoffer. Farverne er kun varieret meget beskedent. Væsentligst mellem brunt, graat og blaat. Husk altid at købe en Ulster, der i Farven svarer til de Habitter, hvorover den skal bæres.

Ulsteren er først og sidst rummelig. Den er vid over Ryggen, Skulderen og Brystet, og Læggene i Ryggen, (ler sidder helt ude ved Sidesømmene, maa ikke presses ned. Reverset er indrettet saaledes, at det kan slaas op og knappes for Halsen i daarligt Vejr.

Medens der i den almindelige Ulster kun er en Spændtamp i Ryggen (den skal for Tiden være smal), saa er Frakken med Bælte helt rundt dukket op igen efter flere Aars Fravær. Det er vist Kamelhaarsfrakkerne —der er udmærkede til Bilbrug, men heller ikke maa anvendes til andet — som har genskabt Moden. Bæltemoden er drevet saa vidt, at der endog fremstilles vide Frakker, der ikke er forsynet med Knapper. Frakken holdes kun sammen af Bæltet.

Mønstret i Ulsteren varierer lidt med Sæsonen. Der har været Sildeben, og det bliver der ved med at være, der har ogsaa været diagonalvævede og prikkede Stoffer, og de klarer sig alle. Det sidste er ensfarvede Ulstre i meget diskrete Farver, men med Gnister i meget stærke Farver, saasom rødt, grønt og gult. Det ser bedre ud end det lyder!

Den mørke Overfrakke kan enten være mørkegran, sort eller blaa. Den syes altid toradet og har spidst Revers. Der er Slids i Ryggen, og den maa hverken være for kort eller lang. I Overfrakker bruges altsaa stadig Slids, medens denne Effekt ellers er forsvundet fuldstændigt fra Jakkerne. (Af og til kan man se en Sportsjakke med Slids midt i Ryggen eller i Sidesøm-mene, men det er det eneste Sted, den er tilladt. En Jakke, der i Dag præsenteres med Slids i Ryggen, oplyser samtidig, at den har sine femten Aar paa Bagen.) Fløjskrave anses for en Elegance, forudsat, at den ikke er slidt. Der er den Fordel ved en Fløjlskrave, at den meget let kan udskiftes.

Af en eller anden Grund er Sommerfrakken fuldstændig gaaet af Mode. Det er sikkert de imprægnerede Frakker, der har taget Livet af Stoffrakkerne, og i lange Tider har kittelagtige, hvide Lærredsfrakker præget By og Land. Intet Under, at Udlændinge forbavset har spurgt, hvordan det kan være, her er saa mange Isenkræmmere i Byen!

Det, der kaldes en Mellemfrakke, kan dog daarligt undværes. Sommeraftener kan være lumske, paa Bilturen kan det blive køligt, og paa Rejsen er det altid rart at have en ordentlig let Mellem-Frakke. Englæn-derne forsøger at gøre Tweedfrakker til en Sommer-mode og forhaabentlig lykkes det.

En tynd sort Frakke uden synlige Knapper er ogsaa elegant for baade unge og ældre Herrer. Den har samtidig den Fordel, at den kan bruges som Aftenfrakke og ved Begravelser.

Man bruger aldrig Ulster om Aftenen. Til Bilbrug, Spadsereture, Rejse etc. er det Meningen, den skal anvendes. Den mørke Frakke skal frem samtidig med, at Lysene tændes. Regnfrakken er det eneste Klædningsstykke, som den velklædte Herre lader blive plettet og krøllet uden at tage Notits deraf. Det er Englænderne, der har fundet paa, at altfor fine, skinnende Regnfrakker ikke kommer ind under Velklædthed — i Grunden et praktisk Paafund.

Kun høje Mænd bør vælge den bælteløse Raglan-Stil. — Paraplyen har herhjemme haft en mærkelig Skæbne. Ingen vilde gaa med den, og især Ungdommen vendte sig helt fra den. I England er samtidig Paraplyen en saadan Nødvendighed, at den hører med til bar Figur ligesom Jakke og Skotøj. De moderne Paraplyer er saa elegante, at det kun vil være en Pryd at have en saadan i Haanden paa Spadsereturen den Dag, det ser ud til Regn, men alligevel er for varmt til Frakke.

Herhjemme erstattede de imprægnerede Regnfrakker ganske Paraplyen, og man kan beskylde disse Regn- og Støvfrakker for meget, imponerende bliver de aldrig. En Paraply, der er skjult i et aftageligt og sammen-skydeligt Hylster og som ude af Funktion ser ud som en Spadserestok, bør staa paa Deres Ønskeseddel næste Jul. Efterhaanden er unge Mennesker herhjemme dog begyndt at gaa med Paraply. Der er blot det, at man skal forstaa at bære en Paraply nonchalant. Det kan Englænderne tilfulde. Mange Danskere med Paraply leder Tanken hen paa den unge Mand, der første Gang er i Kjole og ikke rigtig ved, hvor han skal gøre af sig selv. Galocher, der tidligere var saa almindelige herhjemme, er næsten helt forsvundet, i hvert Fald fra de yngre Aarganges Fødder.

Galocher staar ikke godt til Sportsmandstypen. Det er Gummistøvlerne, der har afløst Galocherne, og selv om de kan se lidt voldsomme ud omkring et Par Sko No. 44, saa har de dog den store Fordel, at de er praktiske.

Spadserestokken har det været lidt la-la med i de sidste Aar. Det er atter her Bilen, der har været paa Spil. Der er ikke megen Anvendelse for en Stok paa Bilturen, og det er næsten blevet her som i U. S. A., at den kun bruges af svagelige og ældre Folk. Det skal indrmmes, at der kan være noget kækt over en Kæp i Haanden, men man ser den ærlig talt meget sjældent udover de enkelte Tilfælde, hvor Husets Herre skal vise, hvor højt hans Hund kan springe.

Handsker er derimod en uundværlig Artikel, som stadig fornyes i Udseendet. Svinelæder og Elgskind er det eleganteste. Ruskind er forsvundet. Hvide og stærkt gule Handsker ses heller ikke mere paa Gaden — de gullige Toner, der er fremme, udmærker sig ved ud-præget Diskretion. Slufhandsker er Modelune — de fleste Mandfolk foretrækker „med Knap”.

Et Halstørklæde kan daarligt undværes, og her maa personlig Smag gøre sig gældende. Til sort Overfrakke ser det afgjort ikke godt ud med et rødt, skotskternet Tørklæde. Det skal være et stilfærdigt Silketørklæde. Silketørklædet maa gerne bindes i Knude fortil, medens det uldne Tørklæde ikke taaler den Behandling, fordi det saa kommer til at se klodset ud. Til bar Figur kan man ogsaa bruge Tørklæde udenpaa Jakken. En Ende foran og den anden bagpaa.”

Jeg kan bringe mere fra Klæder skaber manden, hvis der er stemning for det.

Tjek også pjecen fra Maibom, der ligesom Klæder skaber manden giver en stilguide til ham, der sigter mod det velklædte liv.