Jørgen Leth om tøj, mode og stil til mænd

Meget få danske forfattere skriver interessant om påklædning. Jørgen Leth gør. Det er ikke, fordi jeg synes, han har en god tøjstil, eller lader til at have  en dyb viden om tøj. Men han nyder tøj, tør sanse det.

Jeg stødte på nedenstående veloplagte afsnit i hans erindringsværk Det uperfekte menneske, del 2, Guldet på havets bund (2007). Danskernes forhold til tøj får slag.

“LYSEBLÅ SOM HIMLEN

Ivan Grundahl var en tøjdesigner, som vi dyrkede i 70’erne. Hans butik ved Helligåndskirken var et godt sted at komme. Især når han selv var der. Han var en stor ung mand med lyst hår, altid klædt i sort, talte noget affekteret, men var fræk og meget meget vittig, der var noget obskønt over den måde, han flød ud på i sin egen butik. Han var på fortrolig fod med alle sine kunder. Han lavede originalt tøj.

Min kone Ann fik f.eks. en kjole, som var helt gennemsigtig for neden og sort med guldtråd og grøn tråd foroven. Det var hans afgangsopgave fra designskolen. Vores veninde, den blide, drømmende Elona Sjøgren, en af tidens hotteste modeller, fik også syet hos ham.

Jeg fik lavet en lang vatteret læderfrakke hos ham. Den blev ikke færdig, før Ann og jeg skulle rejse til Rom, men han sendte den derned. Jeg husker glæden ved at åbne papkassen på hotelværelset. Den lignede ikke nogen anden frakke, der gik rundt i Rom det år.

Nede på Strøget var det Hertig, som førte an med tøj til mænd. Rødhårede, alt for tidligt afdøde Kirsten. Hun var min tøjrådgiver. Det var humørfyldt og inspirerende.

Men det var langsomt i København de år. Der var ikke noget Armani eller Versace.

Jeg undrede mig: Hvad er det, det danske problem med lækkert tøj? Det er et dumt 60’eragtigt vadmel-syndrom, som er flyttet med op gennem tiden. Folk er lige, så de skal se ens og grå ud. Middelmådigheden dikterer. Folk klæder sig generelt ikke godt i Danmark. Det blev regnet for at være vulgært at interessere sig for tøj. Det går bedre i de senere år, men stadig er tøjsmag i Danmark meget langt efter andre europæiske lande. Jeg kan huske, at Kirsten hos Hertil altid sagde, „jamen, du ved, Jørgen, at man kan ikke sælge dyrt herretøj i Danmark. Det er bare umuligt. Folk vil ikke bruge penge på tøj. I al fald ikke mænd.”

Jeg tror, at det til en vis grad stadig gælder.

Jeg har hørt, at da den franske filosof Jacques Derrida for nogle år siden var på Århus Universitet for at holde en forelæsning, sagde han bagefter, at det var et meget sympatisk sted, men han kunne ikke forstå, at folk gjorde så meget ud af at være dårligt klædte. Som om netop dårlig smag var et udtryk for intellektuel bevidsthed.

I andre lande har jeg set, at kunstnere klæder sig godt, ofte dristigt, fantasifuldt. Ikke nødvendigvis dyrt, bare med smag. Det samme ser man sjældnere i Danmark. Det er jo ellers ikke et spørgsmål om penge. Se bare Henrik Nordbrandt. Han bruger sandsynligvis ikke formuer på tøj, men han er altid elegant. Han er i karakter, en digter. Han har stil.

DET med ydre stil er stærkt underprioriteret i dette land. Man må ikke se ud af noget. Uld er o.k., men ikke kashmir. Og slet ikke superlet kashmir som i den lille butik, Lot 59, i den nederste ende af Gothersgade. Det er alt for luksuriøst. Tænk på de fattige børn i Afrika. Jeg ved ikke, hvordan de to ting hænger sammen.

Men det er måske mere det der med, at vi skal være lige og derfor lige kedelige. Jeg har ingen penge og ingen opsparing, men jeg bruger de penge, jeg ikke har, på at købe tøj. Det får mig til at føle mig bedre tilpas.

Jeg går ikke med det, man kalder pænt tøj. Jeg går med jeans og med løse udenpå-skjorter, undertiden med t-shirts fra eksklusive små designere i New York, eller med en meget løs hørjakke uden vat i skuldrene fra Giorgio Armani i Rom. Eller hvis det regner, kan jeg tage min sorte Swiss Army bomuldsjakke. For guds skyld ikke „vindjakke“. Det bør være et skældsord. Det er det, danskere kan lide: fornuftig beklædning. Men påklædning er en slags sprog. Man sender signaler, man viser, hvem man er. Helt tilbage i 60’erne og 70’erne var jeg temmelig velklædt i en periode, hvor normen var fedtet hår og hullede bukser. Specielt hvis man var intellektuel.

Jeg kan enormt godt lide Armanis jakker, men de skal nødvendigvis være købt i en af de byer, hvor der findes en Giorgio Armani-butik, ikke hos Emporio Armani eller Armani Jeans, bestemt ikke. Der er netop klasseforskel. Derimod bryder jeg mig ikke om italienske sko, de er for ukomfortable. Jeg vælger den spanske skofabrikant Lampers, det er mine favoritsko. De er rummelige, fodvenlige, sneakers-agtige, de er godt designede.

Noget af det sjove, man kan lave, er at sammensætte ekstremt høj materialekvalitet med enklere ting. Altså en Armani-jakke med jeans (de må godt være fra Rogan) og en t-shirt.

Jeg køber meget af mit tøj i New York, jeg kan godt lide afslappede cool ting fra eksklusive designere, fra små butikkers egen produktion og i ikke alt for stort oplag. Jeg tager altid en runde nede i Soho og Tribeca. Jeg skal ned i kælderen til Nom de Guerre for at se, hvad de har af nye t-shirts eller sweatshirts. Og så hen til Lampers-butikken i Printe Street. Derefter måske Diesel Gallery i samme område for at kigge på unikke, godt slidte jeans. Og så ned til Tribeca, Franklin Street, hvor jeg skal to ting: en tur ind om Rogan, som har de mest interessante jeans (dyre), og altid en ny collection originale t-shirts. Jeg får deres nyhedsbreve. Det er et lille og meget in showroom med et bordtennisbord og et overraskende udvalg af digtsamlinger og designbøger, f.eks. Man Ray, Duehamp eller Rimbaud og Henri Michaux i antikvariske førsteudgaver. Man bliver godt behandlet som fast kunde og får en god rabat, fordi man kender nogen, der kender nogen.

Derfra nogle skridt hen til. Steve Allens egen butik. Han laver skjorter, og klem er jeg en stor fan af. Jeg fandt først nogle stykker i små butikker i East Village, men så opdagede jeg hans egen butik. Han fandt på. den tossede ide med at vende det øverste knaphul. Jeg kan finde på. at gå derfra. med fem-seks nye skjorter.

Armani kan jeg kun købe i enkelte store byer. Paris, Venedig, New York, Rom. Den gamle herre er suveræn. År efter år kommer han med sine jakkesæt, hvor han jo for længe siden har taget al indmaden ud, så de hænger blødt og elegant i den lækre stofkvalitet, det altid er. Et godt Armani-sæt er ruinerende dyrt. Men jeg har aldrig fortrudt et af de virkelig store køb, ikke mindst fordi de holder i mange år. Det er født klassicisme.

Engang tænkte jeg, at Versace var den frækkeste. I al fald var han den mest provokerende. Men det er hos Armani, man finder den virkelige klasse.

Når jeg er i New York, går jeg også ind i Prada-butikken nede i Soho. Ikke for at købe noget. Kun for suset af sen-sualisme. Der er ikke rigtig noget tøj for mig, men hvor er kvinderne heldige, at de har Miuccia Prada til at digte tøj til dem. Jeg går bare ind for at gå rundt i en fantasi, i den geniale arkitektoniske indramning af Rem Kohlhaas. Det er som at træde ind i en fiktionsfilm fra en ny verden. Lige indenfor skat man forbi denne hær af plasticmodeller, som bærer et meget stort udvalg af Pradas seneste kjoler, det er som modens svar på de kinesiske keramikhære, som blev gravet op af jorden i Sechuan-provinsen. Jeg tænker sommetider, at det her er den største kunstoplevelse i New York.

Jeg skriver det her for at irritere.

DER er ikke så mange, der vil forstå mode i Danmark, selvom vi har en modeuge og flere rimelig gode designere. Armani godt, at det ville være en god at alliere forstod til gengæld sig med Hollywood. Han forsynede Robert De Niro med en omfattende garderobe. Han lavede tøj til Scorseses mafia-film. Og til gengæld lavede Scorsese en dokumentarfilm om Armani.

MINE børn er gode dressere. De bruger ikke mange penge på det, men de er som født med stil. Det de vælger er bare rigtigt. Deres valg er præget af en blanding af æstetisk sensibilitet og humor.

FOR mig har modemagasinerne altid været en primær inspiration. Vogue lå altid fremme ved produktionsmøder, da jeg forberedte Det perfekte menneske og især Det gode og det onde. Margit Brandt lavede tøj til den film i 1974. Jeg er vild med de store modefotografers arbejde. Det var ofte i deres arbejde for modehusene, at man så den mest uhæmmet erotiske fotokunst, David Bailey, Helmut Newton, veteranerne Richard Avedon og Irving Penn, de havde forstand på kvinder. De fortalte historier, spændende og pirrende og meget langt væk fra socialrealismens vision af verden. At se i en bog af Helmut Newton er som at gå ind i en film. De viste os, at livet også er et teater, og at detide øjeblikke har en fylde, som bliver meningsfuld og talende. I dag findes der, også i København, en rigdom af nye interessante blade, som viser, hvad der sker i mode og design. Bladene er ofte i sig selv fremragende design. Hvad der er mest glædeligt er, at der en frodig understrøm af subculture-blade, som går imod den etablerede skønhed. Der er til hver en tid, f.eks. for en der laver film, en masse inspiration at hente i det kommercielle univers.

VI må ikke glemme, at også de kulturradikale pionerer havde stil. Det var ikke kun skolelærerflojl, der kom fra dem. PH var præcis. Kjeld Abell lod sig fotografere i tænksom attitude med cigaret i hånd. Senere var der enkelte digtere, som var meget bevidste i deres påklædning. Jeg tænker f.eks. på Jørgen Gustava Brandt, som var ekstravagant og spraglet klædt. Og den smukke, alvorlige Ole Wivel, „dandy, Blazerhamlet”, som Erik Knudsen skrev.

I cykelsporten er design kørt helt af sporet. Det er så vulgært, så camp, at det er morsomt. Jeg tænker med nostalgi tilbage på de smukke trøjer i 70’erne. De Vlaemincks Stars and Stripes fra Brooklyn-tyggegummifabrikanten, Roger Pingeons og Tom Simpsons og Thvenets sort-hvide skakternede Peugeot-trøje, Merckx med den tunge brune farve for Molteni-kaffemaskiner, Coppi og senere Gimondi og Ole Ritter med Bianchi-trøjer af samme lyseblå farve som cyklen af samme navn. Som himlen.”

Læs mere Jørgen Leth om tøj – om hans omsorg for håndbundne sløjfer.