Skindhue fra Helsingsør
Beklædningsmæssige opdagelser er en højdepunkt. De sker efterhånden meget sjældent for mig, hvis feltet er klassisk herrebeklædning.
Så var det, jeg for nylig kunne begejstres over “den helsingørske hue”, mens jeg læste om Sømandens tøj, en tekst fra 1979 af den afdøde museumsdirektør Henning Henningsen. Den helsingørske hue havde jeg ikke hørt om før, selv om jeg trods alt kendte vinterhuens karakteristiske udseende.
Skabt af en søfarer
Ifølge annalerne opfandt kaptajn og buntmager C. A. P. Werner den særlige vinterhue i 1795. Han var en mand, der havde været vidt omkring, specielt i Nordeuropa, og han havde noteret sig, russerne gik med skindhuer foruden deres pelshuer – russerhuen – i det kolde klima.
Efter at have slået sig ned i Helsingør, begyndte buntmager Werner at forarbejde og forædle lammeskind og fåreskind, så de fik det udseende, han var stødt på i Rusland. Resultatet af arbejdet blev den helsingsørske hue, en foret glat skindhue med opslåede klapper, som man i ekstra koldt vejr kunne folde ned over ørerne.
C. A. P. Werners hue blev et hit. Specielt sømænd var vilde med den. Den blev også en eksportvare til Østersøens lande og nåede hele vejen til USA. Det kan tænkes, den der fungerede som forlæg for amerikanernes “trapper hat”, en skind- eller pelshue med store klapper, som pelsjægerne benyttede i 1800-tallet derovre.
Hvordan de originale helsingørhuer præcis så ud, vides ikke. De endte med at blive produceret i flere udgaver. Sålænge huen er en foret lammeskindshue med mindre klapper til ørerne, kan vi vel sige, den falder inden for kategorien en helsingørhue.
Buntmagere og handskemagere i clinch
Kuriøst nok gik datidens lav i krig med hinanden om, hvem der måtte lave en helsingørhue.
“Handskemagerne gav sig imidlertid ogsaa af med at fremstille helsingørske Huer, og 1841 anlagde Byens 3 Buntmagere da Sag mod en Handskemager for at forhindre dette Indgreb i deres Næring,” som der står i Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 2., skrevet af Laurits Pedersen (1929).
Sammenstødet mellem buntmagere og handskemagerne “kom for Byretten ca. 30 Gange”. Undervejs diskuterede man blandt andet helsingørhuens “normale Tilstand”. Var den med klapperne slået op, så man kunne se ulden under klapperne, “det lodne”, eller med klapperne slået ned, så ulden på skindet alene virkede som foring? Handskemagerne mente, den normale tilstand var med opslåede klapper, og mente dernæst, at buntmagerne ikke kunne påkalde sig deres eksklusive lavsret til at underfore huer med lammeskind, for foringen – ulden lammeskind – var jo faktisk “Ydertøj” på store dele af huen.
Sagen endte i en mudret og smal sejr til buntmagerne.
“Retten til at forarbejde Lammeskind tilhørte Pelsnerne [buntmagerne], og da den indstævnede Handskemager ikke tillige var Pelsner, frakendte man ham Retten, uden at det iøvrigt blev afgjort, om de øvrige Handskemagere maatte lave helsingørske Huer,” skriver Laurits Pedersen i sit værk om Helsingør.
Brug af en skindhue
Stilmæssigt forlanger en skindhue, fx en rulamshue, en beslægtet beklædning af grovere natur, fx en rulamsfrakke, en rustik tweedfrakke eller en sømandspjækkert (pea coat).
Så man kan sige, en helsingørhue egner sig bedst i en uformel klassisk garderobe, i det stilfulde weekendtøj, for så vidt weekendtøj i dag er dagtøj for de fleste mennesker. Mest elegant er det at holde klapperne bundne sammen på pulden, vil jeg sige.
Du kan matche en helsingørhue med handsker af rulam og et stort halstørklæde.
De sælger en skindhue til mænd
Helsingørhuen er i dag udbredt i den ganske verden, hvor det kan være koldt. Mange sælger den, som en søgning på nettet fluks vil vise. Nedenfor har jeg fundet tre forhandlere, der har valgt kvalitetsvejen.
Huens “normale tilstand” må være med opslåede øreklapper. Drengene på det første foto ved hvad de gør. Synd for handskemagerne – men et par gode handsker er ikke at foragte. Er der handskemagere tilbage i vores land?
Bliver Kgl. Hofleverandør , Randers Handskers stolte tradition ikke stadig fortsat i Danmark?
Ikke produktionsmæssigt. De laver højst protyper på nye handskedesign i Danmark
Tak for endnu en spændende artikel om et stykke tøj jeg ikke havde hørt om før. Jeg læste yderligere på hjemmesiden ‘helsingorleksikon’ at “Efter 1900 blev huen dog fortrængt af den såkaldte ”Frihavnshue”.
Jeg kan finde billeder af Helsingørhuen men ikke af Frihavnshuen, er der nogen som kan beskrive denne?
Jeg er selv nysgerrig efter Frihavnshuen, der nævnes i Laurits Petersens værk, men ikke beskrives nærmere. Museet i Helsingør har ikke kunnet være behjælpelig.
Mange tak for svaret Hr. Grunwald, så må tøj-jagten begynde 🙂
Fin artikel og fed historie om en speciel dansk hue.
Det hedder dog ikke helsingørske men helsingoranske.
Bh
Julian
Tak.
Helsingørske er taget direkte fra kilden. Tror, man også kan kan bruge den bøjning.
Er helsingørhue og usjanka/russerhue forskellige ord for samme slags pelshue? Hvis ikke, hvori består da forskellen? Har sidstnævnte pels på både ret og vrang i modsætning til førstnævnte?
Mere eller mindre er det vel. Man kan dog argumentere for, at skindhuen, som drengene bærer, er en karakteristisk dansk udgave og brug. Jeg tænker på rulamsskindet og de nedfaldne ørelapper. Russerhuen synes typisk at bæres med ørelapperne bundet op og ofte i andet skind/pels.