En original dansk skindhue – en helsingørhue

Skindhue fra Helsingsør

Beklædningsmæssige opdagelser er en højdepunkt. De sker efterhånden meget sjældent for mig, hvis feltet er klassisk herrebeklædning.

Så var det, jeg for nylig kunne begejstres over “den helsingørske hue”, mens jeg læste om Sømandens tøj, en tekst fra 1979 af den afdøde museumsdirektør Henning Henningsen. Den helsingørske hue havde jeg ikke hørt om før, selv om jeg trods alt kendte vinterhuens karakteristiske udseende.

Skabt af en søfarer

Ifølge annalerne opfandt kaptajn og buntmager C. A. P. Werner den særlige vinterhue i 1795. Han var en mand, der havde været vidt omkring, specielt i Nordeuropa, og han havde noteret sig, russerne gik med skindhuer foruden deres pelshuer – russerhuen – i det kolde klima.

Efter at have slået sig ned i Helsingør, begyndte buntmager Werner at forarbejde og forædle lammeskind og fåreskind, så de fik det udseende, han var stødt på i Rusland. Resultatet af arbejdet blev den helsingsørske hue, en foret glat skindhue med opslåede klapper, som man i ekstra koldt vejr kunne folde ned over ørerne.

C. A. P. Werners hue blev et hit. Specielt sømænd var vilde med den. Den blev også en eksportvare til Østersøens lande og nåede hele vejen til USA. Det kan tænkes, den der fungerede som forlæg for amerikanernes “trapper hat”, en skind- eller pelshue med store klapper, som pelsjægerne benyttede i 1800-tallet derovre.

Hvordan de originale helsingørhuer præcis så ud, vides ikke. De endte med at blive produceret i flere udgaver. Sålænge huen er en foret lammeskindshue med mindre klapper til ørerne, kan vi vel sige, den falder inden for kategorien en helsingørhue.

Buntmagere og handskemagere i clinch

Kuriøst nok gik datidens lav i krig med hinanden om, hvem der måtte lave en helsingørhue.

“Handskemagerne gav sig imidlertid ogsaa af med at fremstille helsingørske Huer, og 1841 anlagde Byens 3 Buntmagere da Sag mod en Handskemager for at forhindre dette Indgreb i deres Næring,” som der står i Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 2., skrevet af Laurits Pedersen (1929).

Sammenstødet mellem buntmagere og handskemagerne “kom for Byretten ca. 30 Gange”. Undervejs diskuterede man blandt andet helsingørhuens “normale Tilstand”. Var den med klapperne slået op, så man kunne se ulden under klapperne, “det lodne”, eller med klapperne slået ned, så ulden på skindet alene virkede som foring? Handskemagerne mente, den normale tilstand var med opslåede klapper, og mente dernæst, at buntmagerne ikke kunne påkalde sig deres eksklusive lavsret til at underfore huer med lammeskind, for foringen – ulden lammeskind – var jo faktisk “Ydertøj” på store dele af huen.

Sagen endte i en mudret og smal sejr til buntmagerne.

“Retten til at forarbejde Lammeskind tilhørte Pelsnerne [buntmagerne], og da den indstævnede Handskemager ikke tillige var Pelsner, frakendte man ham Retten, uden at det iøvrigt blev afgjort, om de øvrige Handskemagere maatte lave helsingørske Huer,” skriver Laurits Pedersen i sit værk om Helsingør.

Brug af en skindhue

Stilmæssigt forlanger en skindhue, fx en rulamshue, en beslægtet beklædning af grovere natur, fx en rulamsfrakke, en rustik tweedfrakke eller en sømandspjækkert (pea coat).

Så man kan sige, en helsingørhue egner sig bedst i en uformel klassisk garderobe, i det stilfulde weekendtøj, for så vidt weekendtøj i dag er dagtøj for de fleste mennesker. Mest elegant er det at holde klapperne bundne sammen på pulden, vil jeg sige.

Du kan matche en helsingørhue med handsker af rulam og et stort halstørklæde.

De sælger en skindhue til mænd

Helsingørhuen er i dag udbredt i den ganske verden, hvor det kan være koldt. Mange sælger den, som en søgning på nettet fluks vil vise. Nedenfor har jeg fundet tre forhandlere, der har valgt kvalitetsvejen.

Mere om vinterhuer

Læs om en russerhue.