Sprezzatura – eller den muntre tilgang

Forstå sprezzatura

En af de første ting, man bliver belært om, hvis man finder smag for jakkesættet, er, at man skal klæde sig med et element af nonchalance. Vi kunne også kalde elementet overskud eller “sprezzatura”.

Det sidste ord har fundet vej til den klassiske herremode gennem amerikaneren G. Bruce Boyer. Han har det fra Hofmanden, en bog af renæssanceforfatteren Baldassare Castiglione. Deri beskriver Castiglione sprezzatura som:

“en særlig nonchalance, der skjuler enhver kunst bag og får alt, hvad man gør og siger, til at se ubesværet og næsten ubevidst ud.”

Det er i princippet svært at indvende noget mod Castigliones værdi, dyd, kompetence, eller hvordan vi nu skal kategorisere sprezzatura. Lethed og overskud må være til stede, også i den vellykkede påklædning.

Problemet er, at mangen en mand har et frygteligt mekanisk og upoetisk forhold til sprezzatura. De vil fremkalde magien ved at tilføre den traditionelle påklædning et par sjove strømper, en lyseblå skjorte med røde knapper eller en anden afvigelse, de mener illuderer et overskud. Desværre ender de derved i kabinettet for kikset påklædning og dårlig smag. Kunsten, der skal være skjult, kommer til at træde frem og således ikke længere kunst.

Menneske først

Hemmeligheden er, at sprezzatura, lethed, overskud, den suveræne position, vi gerne vil have, begynder ved personen, ikke ved en teknisk justering af tøjdelene og et bevidst brud med normerne. Det er måske lidt kedeligt. Men jeg kan ikke se det anderledes.

Tøjet spiller da en rolle, men den ubesværede og charmerende påklædning følger stort set af sig selv, hvis dit forhold til tøjet er på rette plads. Du skal, hvis jeg skal sige det mere operationelt, nyde skønhed og balance, søge komfort i tøjet og ikke mindst fornøje dig med det. Går der instrumentel og fejlængstlig tilgang i den, sejler sprezzaturaen væk i horisonten.

Munterhed må til, som George Melly viser på fotoet ovenfor.

Artikel rettet her og der i marts 2019.