Jakkesættet uden puls
Grå jakkesæt er de mest diskrete jakkesæt. Blå jakkesæt har mere kant, som man siger. Man kan næsten hævde, at blå jakkesæt er mere karismatiske.
Grå jakkesæt er til “grå eminencer” og, mindre charmerende, til “grå mus”.
Der sker dog noget, hvis man rykker lidt ved designet. Et gråt jakkesæt får pludselig puls, hvis det er dobbeltradet.
Skjorten påvirker også den samlede præsentation. Erik Mannby ovenfor sætter fut i kaminen med skjorte med kontrastflip og flipnål. Slips og lommetørklæde luner også, måske lidt for meget, men noget sker.
Grå jakkesæt skifter ham
Vinterens grå jakkesæt er koksgrå. I sommerhalvåret bliver de lysere.
En lysegrå nuance som i jaket til Ascot er, hvad man vil have til sommerens basisjakkesæt i gråt.
Lysegrå jakkesæt og deres nære relation til sommerens lethed fortæller også, at grå habitter ikke bare er livløshedens brynje. Man kan sjældent fastholde beklædning i en bestemt betydning. Tøj taler som bekendt i tunger.
“Manden der sidder overfor hende på den anden vinduesplads er nobelt klædt, halstørklæde af rødt silke, velpresset gråt jakkesæt og sorte sko, han læser i en tynd bog, digte gætter hun,” skriver H. C. Branner i romanen “Gløder i mørket” (1953) og fortæller samtidig en mere opbyggelig historie om grå habitters livskraft.
Det rette tekstil til grå habitter
Der er mere end farvenuance og design, når man skaber og symboliserer en grå habit. Det anvendte tekstil betyder noget.
Den glatte kamgarnsvævning formaliserer. Sommerens fresco-vævningen åbner i både teknisk og overført betydning. Lærred kalder på drinks, sommerhat og høj cigarføring.
I det perspektiv dækker grå jakkesæt over en kategori af meget alsidige jakkesæt.
Er der nogen af dem som ikke er reklamesøjler?
H.D.
I al fald Erik er mere end en reklamesøjle. Han redigerer det udmærkede magasin Plaza Uomo. Men du børerer da noget. Mange folk i det sartorielle samfund er der med en kommerciel interesse (også) og reklamerer mere eller mindre åbenlyst for diverse brands og skræddere.
Har skrevet lidt mere her: https://denvelklaedtemand.dk/2019/03/omvandrende-reklamesoejler-i-kulden.html
Simon Crompton får i hvert fald sine jakkesæt foræret kvit og frit. Også ovenstående, for det var Gieves & Hawkes selv (dog ikke Taub), der kom med ideen.
Det, jeg ikke forstår, er at Crompton og andre såsom Aleks Cvetkovic præsenterer sig selv som journalister. Altså ingen politisk journalist vil vise sig på valgplakater fra Venstre eller Socialdemokraterne, men de 2 herrer optræder på forskellige mærkers Instagram-konto, fx. Grenfell, PrivateWhite m.fl. Så er de da lidt svært at benægte, at de ikke har kommercielle interesser i den branche, som de skriver om. De er med andre ord selv en del af den.
For ikke at tale om folk som Bernhard Roetzel, Greyfoxblog eller Gui Bo som målrettet lader sig servicere, ser det ud til.
Mærkeligt, at de ikke er selvkritiske, altså bare en lillebitte, tag fx. Hugo Jacomet fra Parisian Gentleman.
Mærkeligt at ingen ægte avis, intet public service medie har skrevet om dem, da denne inderkreds af de samme ansigter, de samme ukritiske writers og journalister og bloggere bliver større og større, og det hele foregår for åben skærm.
Så vi får efterhånden vel strøet en hel del sand i øjnene, og de ægte stjerner (cutters & tailors) er påfaldende stille, mens de er udmærket klare over, hvad der foregår.
Svært at være uenig i din analyse, svært ikke at se dem som lakajer i et marketing-system. Helt ok, hvis de ikke lige forsøgte at sejle under journalistikkens flag. Til deres forsvar er det ikke let at skabe en solid, etisk forretningsmodel inden for modejournalistik. Sven fra Gentleman’s Gazzette er vel tættest på. Der er et rimeligt transparent forhold mellem hans Gazzeeette og hans online-butik