Da skrædder Lars Larsen indtog Paris
Han var en bondedreng. Han drog udenlands. Han kom til storbyen. Han blev berømt.
Lars Jensen Larsen blev født den 26. marts 1871 i Pandrup i Nordjylland. Han døde 74 år senere i Paris den 13. december 1945. Ved sin død havde han opbygget et af Paris’ og dermed et af verdens fineste herreskrædderier.
Jeg var været på sporet af Lars Larsen længe. Jeg tror, jeg stødte på ham første gang for tre-fire år siden, da jeg bladrede i nogle gamle “Skræddermesteren”, et forlængst forsvundet dansk fagtidsskrift. Skribenten fortalte, så man næsten fornemmede hans bævende stemme, at han havde besøgt den store Monsieur Larsen under et ophold i Paris.
Jeg blev nysgerrig. Men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle komme videre.
Så en dag i 2013 bringer en netsøgning på herreskrædder Lars Larsen mig til hjemmesiden Pandrup.dk. En lille notits med overskriften “Pandrup-skrædderen i Paris” fortæller om Lars Larsens rejse og dont i Paris.
Jeg kontakter Pandrup.dk, og en venlig mand ved navn Børge Møller vender senere tilbage. Det viser sig, at han engang for mange år siden har mødt Lars Larsens søn, Pierre Larsen, i Paris, og for nogle år tilbage har forsøgt at kontakte efterkommere af Lars Larsen og Pierre Larsen, dog uden held.
Til gengæld har han adgang til nogle dokumenter fra Lars Larsen og om Lars Larsen, som slægtninge fra Pandrup er besiddelse af.
Dokumenterne er som relikvier. De består blandt andet af et håndskrevet brev fra Lars Larsen, som han har sendt hjem under Anden Verdenskrig til familie i Pandrup, og der er en avisartikel fra slutningen af 1940’erne om Lars Larsens skrædderi, da bestyret af sønnen Pierre. Der er også et interview med Pierre Larsen om den velklædte mand.
Og så adresserer dokumenterne den vidunderlige historie, som tillige Skræddermesteren bragte til torvs: at Lars Larsen har opfundet lægget i bukserne. Vi får ikke et endeligt svar, men et mere nuanceret svar.
Læs selv.
Aalborg Stiftstidende, formentlig engang i 1947:
“Pandrup-skrædder blev berømt paa en fold. Vendelboen, der grundlagde et af de førende huse i herreskrædderbranchen i Paris.
Hertugen af Windsor har æren for at have lanceret pressefolden i herrebenklæder; han prøvede et par bukser, der havde ligget nederst i en dynge og fandt den skarpe fold klædelig. Mindre kendt er det, at folden ved siden af, den, der giver plads til mave – eller pondus, som indehaverne kalder det – er lagt af en dansker. Det skete før første verdenskrig, og danskeren var skrædder Lars Larsen fra Pandrup, som i 1911 havde etableret sig i Paris, i skræddernes gade Rue la Boëtie.
Lars Larsen havde forladt Pandrup nogle aar tidligere, havde arbejdet i forskellige af Europas lande, før han kom til Paris. Her fandt han det rette klima for en skrædder med ideer, og kundekredsen var let at faa øje paa: den sværm af elegantiers der de glade aar før verdenskrigen flokkedes i Paris’ restauranter og cafeer, og hvis væsentligste problember var at faa indpasset besøgene hos skrædder og barber i dagens mange rendez-vous.
Den vendsysselske skrædder brugte et par aar til at sondere terrænet, som god vendelbo. Saa lod han ideerne komme til blomstring, først i den lille fold. Hans kolleger rystede paa hovedet, men maatte snart bøje sig i beundring – folden blev en verdenssucces, og for Lars Larsen blev ideen grundlaget for en virksomhed, der i dag regnes blandt branchens otte store huse i Paris. Det hedder slet og ret “Larsen” for det kan enhver franskmand udtale, og det drives i dag af sønnen, Pierre Larsen.
Senere underbyggede Lars Larsen sit renommé med endnu en opfindelse: sømmen midt paa hvert forstykke i en jakke. Vanvid at lægge en søm der, hvor alle kan se den, sagde de parisiske skræddere vantro. Men Larsens jakker havde talje, og det skabte mode. Larsen vidste, hvad han gjorde.
Lars Larsen døde i 1945, men havde forinden givet sin søn Pierre en førsteklasses uddannelse. Pierre Larsen, der har en fransk mor, er født og opvokset i Paris, men kender og holder af Danmark fra flere besøg, bl.a. et aars ophold i København. Og der er masser af familie i Danmark, alle med navnet Kjædegaard efter fødegaarden i Pandrup.
Huset Larsens fornemste kunde er Maurice Chevalier, hvis elegance er blevet en del af hans berømmelse. Han er blevet klædt paa hos Larsen siden 1938.- Et dejligt menneske, altid venlig og i straalende humør, er Pierre Larsens karakteristik. Men humøret er jo hans metier. Rent privat tror jeg, manden er lidt trist og meget ensom. Han har en egenskab, der er sjælden i hans branche: Sparsommelighed. Kollegerne gør lidt grin med det, men forstaar hans grunde: Maurice har set for mange engang tiljublede kunstnere ende i armod.
Saa sparsommelig er Maurice Chevalier nu heller ikke. En habit fra Larsen koster op mod 2.000 kr. Men man behøver kun to ny om aaret for at være velklædt, siger chefen. Heldigvis er der dog kunder, der gaar over dette minimum.
– Vi havde en kunde, der bestilte ca. 20 habitter om aaret, de fleste i samme stof og snit. Den eneste grund var, at manden elskede at prøve tøj. Var habitterne først færdige, interesserede de ham ikke mere. Det var hans hobby.
En anden af vore klienter havde saa omfangsrig en garderobe, at han lod udfærdige et katalog med numre og smaa stofprøver. Det blev hver morgen bragt ind til ham af kammertjeneren, saa han kunne vælge dagens habitter; at udpege dem i klædeskabet var uoverkommeligt.
Den slags kunder bliver sjældne, desværre. Elegantier’en er en uddød race. De, der tjener penge i dag, arbejder i reglen haardt for det og har ikke megen tid til at tænke paa garderoben. Jeg ser mørkt paa fremtiden for vort fag.
Pierre Larsen beskæftiger ca. 40 skræddere, oplært i virksomheden. Det tager fem aar at lære haandværket til bunds.
– Det er ikke et haandværk – det er en kunst, siger Pierre Larsen.”
Et andet dokument, en dansk avis interviewer sønnen Pierre Larsen i 1947:
“Den velkædte herre aargang 1947: Indehaveren af Paris’ berømteste Herreskrædderi, M. Pierre Larsen paa besøg i København.
København har i disse dage besøg af Pierre Larsen, indehaveren af det berømte herreskrædderi Lars Larsen i Rue de la Boëtie. Lars Larsen, der døde i fjor, stammede fra Pandrup i Vendsyssel, og efter en omhyggelig uddannelse i internationale skrædderier etablerede han sig i Paris, hvor han hurtigt drev sin forretning frem til den førende i branchen. Lars Larsen lancerede i aarenes løb adskillige af de herremoder, der slog i gennnem i hele verden. Pierre Larsen, der forstaar sin faders modersmaal og selv taler dansk, overtog ved faderens død den store virksomhed, som han nu leder.
– Det var en stor arv at gaa ind til?
– Det var det, men fader havde jo sørget for, at jeg havde den bedst mulige uddannelse. Jeg har arbejdet i England, i Spanien og Argentina, ja, jeg har ‘ogsaa for 15 aar siden været i lære et aar i København.
– Har firmaet stadig kunderne med de berømte navne?
– Det har vi, og jeg kan nævne et par enelte: Udenrigsminister Bidault og Maurice Chevalier. Vi syer til mange amerikanere, baade fra Syd- og Nordamerika, hvorimod englænderne efter den sidste krig ikke har raad til at købe tøj i Frankrig. Priserne er meget høje, det er dyrere at købe herretøj i Paris end i København, og det er meget vanskeligt at skaffe stoffer og materialer. Vi kan næsten intet faa fra England, men den franske klædeindustri arbejder godt og har naaet smukke resultater.
De nye moder 1947
Pierre Larsen er selv iført en mørkegrøn, toradet habit og et gyldent slips…
– Er grønt den store mode?
– Det vil jeg ikke sige, vi holder os til de klassiske farver – blaat, graat og brunt. Efter befrielsen af Frankrig var det umuligt at sælge grønt herretøj, vi havde set tilstrækkeligt af den farve under krigen. Selv var jeg ogsaa med, og i to aar levede jeg som krigsfange, før jeg kunne vende tilbage til Paris.
– Hvordan skal den velklædte herre se ud i dag?
– Den moderne jakke er vid og rummelig. skuldrene runde og følger den naturlige linie, reverset er langt og forholdsvis smalt, der er dyb talje, og længden paa jakken er god. Benklæderne er forholdsvis smalle, ca. 48 cm ved foden. Den toradede jakke er det almindelige til by-brug, den enkeltradede benyttes til sport. Slids i ryggen er mere almindeligt i Frankrig end her. Vesten er næsten helt forsvundet, og den bruges kun i lyse og livlige farver. Den moderne smoking er næsten altid dobbeltradet, og kjolen har ikke undergaaet forandringer.
– Er det svært at faa nyt tøj i Frankrig?
– Tøj er ikke mere rationeret, og man kan derfor faa, hvad man ønsker – hvis der er stoffer at opdrive, og hvis man har raad til at betale det.
– Hvor længe bliver De i Danmark?
– Jeg er blot heroppe paa weekend til barnedaab hos min ven Børge Mørch, der har arbejdet hos min fader i sin tid, men til sommer kommer jeg tilbage for at besøge min familie i Jylland.”
Det er ikke lykkedes for mig at finde ud af, hvilken skæbne der overgik Larsens skrædderi på Rue La Boëtie 7 i Paris. Det eksisterer i hvert fald ikke længere. Min forestilling er, at det er lukket engang sidst i 1970’erne ved Pierre Larsens pension eller død. Pierre Larsen havde ingen børn, og forretningen var til sidst næppe så stor, som den engang havde været. Så interessen for at overtage den af en svend eller konkurrenter har sikkert været beskeden.
Tak til Larsen og søn, og tak til Børge Møller, der tilføjer, at også filmmageren Carl Th. Dreyer bestilte jakkesæt og smoking fra Larsens skrædderi i Paris.
Sikke en spændende artikel. Tak for det.
Tak er kun et fattigt ord.
Denne artikel får mange brikker til at falde på plads. Jeg er et par gange stødt på sætningen “the danish tailor Pierre Larsen”. Det har gjort mig rigtig nysgerrig. Jeg har endda set et billede af Franҫois Mitterand i et jakkesæt fra Pierre Larsen (jeg har brudt min hjerne med hvor, men vil gøre mit yderste for at finde ud af det). Til gengæld har jeg to links, som måske kan have interesse:
http://www.granger.com/results.asp?inline=true&image=0139366&wwwflag=1&itemx=12
http://www.mfa.org/collections/object/-neuf-heures-il-faut-que-je-rentre-diner-costumes-veston-de-larsen-plate-57-from-gazette-du-bon-ton-volume-2-no-8-450511
Tak for artiklen fra FBJ
Interessant nok tyder teksten i de forskellige lithografier på at M Larsen Père var både Dame- og Herreskrædder (i hvert fald i 1922).
Mon salig Alfred Alm var i lære i dette hus? Hans stil har altid forekommet mig at have et vist Parisisk islæt over sig. Måske Bent Wennerwald kan hjælpe med en opklaring?
F Threepwood, Esq
Jeg synes, at det fremgår af følgeteksten, at Larsen står for herretøjet og Lanvin for dametøjet. Hvilket vel i øvrigt understreger, at Larsen havde en høj status!
Interessant artikel om en for mig helt ukendt mand. Han fortjener næsten at få gravet mere i sin og sønnens historie. Tak fordi du deler den med os.
Wow, FBJ, annoncen fra 1922, du linker til, er fantastisk.
Og Mitterand gik i skrædderi fra Pierre Larsen. Der ser man.
Der er desuden dukket et familiespor op i Frankrig, jeg vil forfølge.
Bonusinfo: hvis du på billedet fra 1922 trykker på publisherlinket og i dennes søgefelt skriver Pierre Larsen, dukker der flere billeder op.
Fantastisk historie. Tak for den.
Vh. DTP
Tak for et rigtig fint og interessant indlæg 🙂
Mvh. Margith C
Fantastisk historie. Tak.
Ps. Går og kigger på jakkesæt, budgettet er ikke til et skræddetsyet. Hvilke mærker skal man kigge efter f.eks. Boss, Armani, Zenga, Carnali? Det er en jungle for en amatør? Kendt navn = kvalitet?
Mvh
Olsen
Til Olsen.
Nej ikke nødvendigvis, den højeste kvalitet får man faktisk fra mærker der ikke er kendte. 95% af det tøj Armani og Boss sælger er ringe kvalitet. Det er noget bedre med Zegna(Forskel på kollektionerne) og langt bedre med Canali.
Du kunne foreksempel købe et Ralph Lauren black label jakkesæt på udsalg hos Birger Christensen og få det syet til af en skrædder.
Mvh. Søren R.
Mere svar til Olsen:
Jeg er helt enig med Søren R. Gå efter i DK ukendte mærker. Italienske mærker har jeg ingen forstand på. Men jeg har købt en del i UK. I UK leverer kendte skjortproducenter som fx Harvie & Hudson eller Lewin habitter som til prisen er ganske fornuftige, efter min mening. Der er halv kanvas-konstruktion på overdelen og generelt en fornuftigt detaljeringsgrad, du ikke finder i et Boss habit. Lille eksempel: På et Lewin-habit finder du på undersiden af kraven to små stropper, der hjælper med at holde knaphulsblomsten på plads 🙂 Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis et udtryk for kvaliteten generelt, men i mine øjne udtryk for stor detaljefokus til prisen. De færreste vil nogensinde opdage den detalje, da blomster i knaphullet er et sjældent syn. Cordings laver også nogle habitter (trods de er mest kendte for tweedjakker og sportsjakker), som i mine øjne ser ganske rimelige ud til priserne. Ralph Lauren black label har jeg aldrig haft på, men i butikkerne ser det fornuftigt ud, og på andre internetsider omtales de positivt for deres RTW-habitter. Husk ikke at forveksle Ralph Lauren black label med Polo-serien. Habitterne kan du købe som postordre, men ideelt er selvfølgelig en kort smuttur derover – i al fald første gang. Bagefter kan du få en god dansk skrædder til at lave tilpasninger.
Mvh. Nicholas
Det er sjovt at de bedste skræddere i Frankrig er fra Italien. Smalto, Cifonelli, Camps de luca. De skulle også være nogle af de allerbedste i verden. På højde eller bedre end de bedste fra Savile Row og Italien.
Mvh Søren R.
Fantastisk interessant indlæg, mange tak for det.
/Jimmy
“The elaborate showroom where one of the four “greats ” of Paris tailoring, Pierre Larsen, presents his British cloth below.” Fra Vision; the European Business Magazine, 1972
“Pierre Larsen admires English tailoring, but does not imitate it, prefers a more closely-fitted garment.” Fra GQ, 1961
Tak for den fine artikel – det opsummere hans liv rigtig godt. Har selv prøvet at læse mere om Lars Larsen efter jeg stødte på ham i min families fotobog fra 1940’erne (Lars Larsen er mine oldefars bror. )
Liva, hvis du har foto eller anden relevant information, jeg ikke har med, skal du være meget velkommen til at kontakte mig på denvelklaedtemand@gmail.com