Gode manerer ifølge Flemming B. Muus

Salg af gode manerer

Gode manerer er et tegn på dannelse, kulturel kapital, så de er eftertragtede. Sådan var det engang. I dag er det ikke rigtigt til at blive klog på, hvad der værdsættes. Flaben render også af med mange kulturpavepoint, er mit indtryk

Men i 1950’erne og 1960’erne var det anderledes. Borgerskabet definerede den gode smag, herunder gode manerer. Beherskede man dem, kunne man stige i social anseelese.

Så der var et marked for rådgivning i gode manerer. Det opdagede Flemming B. Muus (1922-2002) formentlig. Han var af fin familie, følte for sagen og skrev derfor med sin hustru, Varinka Wichfeld Muus, der var godsejerdatter, bogen Skik og Brug i 1958/1963, hvor de satte den gode smag på formel i stil med Emma Gad.

Flemming B. Muus havde ellers, hvad man kalder en spændende, broget baggrund, der også kaster skygger over hans lære i gode manerer. På den ene side havde han været en en central sikkelse i modstandskampen under Krigen, hvilken rigtignok vejer tungt i vægtskålen. På den anden side svindlede han med checks i 1930’erne og bragte sin fars firma i fedtefadet, hvorfor han blev sendt til Liberia nogle år. Og i 1946 blev han tillæg dømt for bedrageri mod modtandsbevægelsen. Hvad der nærmere er historien, har jeg ikke sat mig ind, men der er skrevet et par biografier om Flemming B. Muus, hvor der utvivlsomt gås i detaljen med forbrydelserne.

Gode manerer fra Skik og Brug

I det følgende gengives afsnittet fra Skik og Brug, som Flemming B. Muus og hans hustru kalder “Særlig for mænd”:

“Mænds tøj, som deres manerer, bør være diskret. En mand ønsker ikke at høre sig omtalt som en, der fører sig elegant, (thi så er elegancen åbenbart ikke del af hans natur) eller som en, hvis påklædning er smart. En mands udseende må ikke virke udsøgt, snarere virker overdreven høflighed, lapset påklædning, elegance i væsen som i væremåde, lidt latterligt og ikke mandfolkeagtigt.

Den korrekt klædte mand ser først og fremmest ren ud, og er gennemført velplejet fra yderst til inderst. Hans tøj passer, og han virker, som om han føler sig godt deri (hvilket også skal være tilfældet). Hans sko er altid velbørstede. Hælene er lige og ikke slidt skæve, hans slips er pænt bundet, så knuden dækker flippens sammenføjniug, i en lille fast og ikke teatralsk og løs knude.

En mand afslutter ikke sin påklædning uden tilsidst at sætte et rent, hvidt lommetørklæde i brystlommen (foldet firkantet på en sådan måde, at en centimeter stikker op i lige linie med lommens søm). Han holder sine negle velplejede. Han ved, at det eneste middel mod kraftig skægvækst er mindst een daglig barbering (anden gang i hvert fald dersom han skal ud om aftenen). Den velplejede mand lader aldrig sit hår gro så langt, at det bemærkes, når han netop er blevet klippet.

Den velklædte herre lader helst sit tøj sy efter mål eller lader det færdigkonfektionerede tøj tilrette. Til gengæld kan han gå med det i mange år. Han ved, at nypresset tøj er pænt, men at presningen slider ganske ufor-holdsmæssigt. Derfor indser han, at det betaler sig at skifte ofte, og, frem for alt, altid at hænge jakke og bukser på bøjle, mens det endnu holder varmen fra le-gemet. Tøjet hænger da sig selv i lave. Det samme gæl-der fodtøj. Derfor bør der straks efter aftagningen sættes blokke i skoene.

Forfængelighed hos en mand er tilladelig, ligefrem ønskelig, sålænge den holdes på den rigtige side af pertentlighed. Men forfængeligheden bør udstrækkes dertil, at han mindst en gang om året aflægger sin tandlæge et besøg. Intet skæmmer mere end hullede tobaksfarvede, slet-børstede tænder.

En velklædt mands garderobe bør bestå af følgende:

• • En smoking
  • Mindst to sæt tøj, deraf et mørkt, ensfarvet serges
  • Et par mørkegrå flonelsbukser.
  • En tweedjakke.
  • Seks skjorter, grå, hvide, stribede.
  • To par spadseresko – et par sorte og et par svære brune
  • Et par laksko.
  • Eventuelt kjole med tilsvarende udstyr.

I forbindelse med smoking: Hvorfor mon dette klædningsstykke bruges så forholdsvis sjældent? Er det, fordi en værtinde tror, at de indbudte venter en flottere middag, dersom herrerne skal have smoking på? Et økonomisk spørgsmål er det i hvert fald ikke i vore dage, hvor de stivede skjortebryster er afskaffet; men det forudsætter naturligvis, at smokingen findes i garderoben. Da mænd dog klæder sig om, før de går ud til middag, er ulejligheden den samme. Derfor: Brug smokingen så ofte som muligt. Det glæder også damerne, som aldrig har noget imod at gøre lidt ekstra ud af påklædningen.

De følgende punkter, som rent vanemæssigt er blevet del af mange mænds natur allerede fra ungdommen, bør understreges.

En mand tager altid hatten af, når han hilser på en dame. Derimod er der en tendens til at afskaffe denne skik mænd imellem — i hvert fald, hvor aldersforskellen ikke er adskillige årtier. Tendensen er god, og fortjener at finde videre indpas i Danmark.

For en dansker er et nik, et genkendende smil, måske en hilsende håndbevægelse, også langt mere i takt med naturellet. Indendørs (inkluderet i elevatorer, hvis en dame er tilstede) tager en mand hatten af undtagen i bu-tikker, i offentlige bygningers større kontorer og i et ho-tels forhal. En herre letter ligeledes oftest høfligt på hatten, når han på en trappe i et lejlighedskompleks pas-serer en dame.

En væsentlig ting at påpege er mænds optræden på restaurant. Måske gøres det bedst ved et eksempel: En herre har inviteret en dame til middag på hotel „Splendide”. Herren går forrest ind i restauranten, dersom en tjener ikke viser vejen til bordet, som, hvis det har været muligt, er reserveret pr. telefon forinden. Tjeneren ordner lidt ved bordet, og overrækker derefter menukortet til den unge dame og et til herren. Hvorpå han ærbødigst afventer bestillingerne.

Og hvad sker så? I ni af ti tilfælde spørger herre: Hvad vil du spise?”. Hun gransker fortvivlet de anførte retters beskrevne herligheder, der ofte er anført på fransk. På dette tidspunkt er man allerede blevet klar over situationens håbløshed, for det er herrens pligt at bestille maden. Gør det, for eksempel, på denne måde: “Hvad med et stykke sild, en lille kotelet, ost eller lidt frugt?”. Svaret vil næsten altid være et lettelsens Ja!, hvorpå maden serveres i den rette rækkefølge og til en pris, som den unge dame heldigvis ikke kender noget til. At vinordren helt er mandens affære følger af sig selv.

Lad os huske, at ved middage i private hjem spørger værtsfolkene ikke om, hvad gæsterne vil spise. Hvorfor da gøre det ved et restaurantbesøg? Det er en misforstået høflighed.

Det kan til slut nævnes, at en herre behandler regningen så diskret, at hans gæst ikke bliver opmærksom på beløbet. Ligeledes undgår han helst diskussioner vedrørende regningens rigtighed.

Det er sjældnere, at damer sender blomster til damer. Derfor behandles spørgsmålet om “Blomster til Værtinden” i dette afsnit:

Det er en smuk skik, vi har her til lands, at sende en blomsterhilsen til værtinden som tak for en indbydelse eller som en venlighed i anledning af en fødsels- eller mærkedag. Ja, også i sørgelige anledninger sendes blomster: Dødsfald, alvorlige sygdomstilfælde o.s.v. Der er anledninger nok. Udlændinge, der kommer lidt ind i danske sædvaner, er begejstrede for denne skik … ofte hjemfører de den med succes til deres eget land.

Men — når en herre (et ægtepar også, for den sags skyld) begiver sig til et middagsselskab, bør blomsterne ikke medbringes. For det første, fordi: ingen i huset på det tidspunkt har lejlighed til at tage sig af dem. For det andet, fordi: ved modtagelsen af tre eller fire par gæster skabes der forvirring, dersom de alle kommer med blomster, således at værtinden kommer til at takke rosengiveren for de yndige freesiaer. For det tredie, fordi: langt de fleste blomster — vel nok alle — holder sig friske meget længere, dersom de først anbringes et køligt sted og i et par timer får lov at akklimatisere sig, før de hentes ind i den varme stue.

Endvidere:

Send aldrig stærkt duftende blomster til et sygeleje.
Send aldrig “spæde” buketter til herrer.
Send aldrig orchideer til unge piger eller ugifte damer.

Om høflighed mænd indbyrdes bør huskes:

at – man ikke bukker for en anden herre, uanset aldersforskel.
at – man aldrig “klikker” hælene sammen.
at – en yngre mand lader en ældre passere først gennem en dør.
at – en yngre mand venter, indtil den ældre taler til ham.
at – en yngre mand går yderst på fortovet, nærmest gaden, når han går ved siden af en dame, men altid på højre side af en ældre mand.
at – den yngre ikke taler med en ældre herre, uden at tage cigaret, cigar eller pibe ud af munden.

Heller ikke bør følgende punkter i forholdet mænd-kvinder nogen sinde negligeres:

at – åbne døre for damer og lade dem passere først,
at – gå foran en dame ved passage gennem en togstamme,
at – gå foran en dame i et teater til den række, billetten angiver,
at – gå først gennem rækken, undskylde ulejligheden over for allerede nærværende tilskuere,
at – gå på et fortovs yderside, nærmest trafikken,
at – bære en dames pakker, hvor meget det end er ham imod (undtaget er mænd i uniform),
at – tage vare på sin paraply og beskytte sin kvindelige ledsager mest muligt. Hvis damen har medbragt sin egen paraply, vil det være rigtigst, at han afstår fra at slå sin op for ikke at genere,
at – stå først ud og stige sidst ind i en bil. Det samme gælder sporvogn, busser og tog,
at – gå først op ad en skibstrappe og andre stejle trin,
at – rejse sig for damer og gamle mænd i sporvogne og i S-tog. Det må dog tilføjes, at denne regel ikke gælder, hvis aldersforskellen er mærkbar; en herre på halvtreds rejser sig ikke for en mig pige på nitten,
at – tænde en dames cigaret,
at – en herre undlader at ryge, medmindre lian har udbedt sig de tilstedeværende damers tilladelse,
at – byde en dame en cigaret, hver gang han selv tager fra sit etui,
at – benytte cigaretetui — altid (en varm pakke fladtrykte cigaretter er ikke appetitlig),
at – undgå strygning af en tændstik mod en dame,
at – holde tændstikken så højt, at hun ikke skal bøje sig for at få ild,
at – undlade tobaksrygning i et sygeværelse,
at – være præcis ved aftalte stævnemøder,
at – tage hensyn til kvindens svagere fysik og ikke give håndtryk, der, omend ikke knuser hendes hånd, så dog generer — ikke mindst dersom kvinden bærer en eller flere ringe,
at – en mand spadserer ved siden af to damer — ikke mellem dem— for derved at undgå at vende nakken til den ene, når han taler til den anden
at – en herre aldrig nævner en dames navn, eller venners navne på offentlige steder for eksempel i sporvognen eller i en teaterfoyer,
og at – kvinder elsker at høre, når de ser godt ud. Så hvorfor ikke sige det … ?

Til slut bemærk,

at: en herre bærer ikke juveler,
at: en ganske enkeltformet signetring uden filigranarbejde er akceptabel. Bortset fra eventuel vielsesring (og doktorring) bæres ingen smykker på hænder eller omkring håndled,
at: slipsnåle hører senest 1920’erne til, og
at: armbåndsure ikke bæres til kjole og hvidt.”