Definition af et dress-ur
Der er få ting som et ur, der viser, om en mand har fornemmelse for god stil. Flasher han en stort sportsur med sit noble jakkesæt, er det et dårligt tegn. Bærer han derimod et elegant dress-ur om håndleddet til sin klassiske mundering, er der grundlag for optimisme.
Hvordan skal den velklædte mands dress-ur så være?
Det kommer i allerhøjeste grad an på, hvilket budget man arbejder med. Men lad os slå nogle generelle principper fast til indledning.
Det er selvfølgelig mekanisk
Et mekanisk ur drives af en fjeder, der i grundudgaven trækkes op manuelt. Et mekanisk ur står i modsætning til et ur, der drives ved hjælp af strøm, fx batteribaserede ure, som styres gennem en lille quartz-krystal. Jeg har skrevet om kampen mellem finmekaniske ure og quartz-ure her.
Automatic lyder ikke bare godt
Foruden den basale funktion, der viser, hvad klokken er, kan et mekanisk ur have en række “complications”, ekstrafunktioner. Automatic er den mest udbredte ekstrafunktion. Den indebærer, at uret trækkes automatisk op, mens man ubevidst bevæger det i løbet af dagen. De mest sofistikerede automatiske finmekaniske ure kan opbygge en gangreserve, så de kan tikke i mange dage, selvom de ligger stille på et bord. Automatic sikrer, at man ikke kommer for sent til det ene og andet, fordi uret er gået i stå, uden at man har bemærket det. Ja, tak til automatic.
Man skal ikke fortabe sig i complications
Hvis de schweiziske urmagere skal flekse musklerne, kaster de sig ud i vilde ekstrafunktioner, der har meget lille nytte andet end at vise fantastisk snilde. Man kan spendere stort på disse ekstrafunktione. Brug dog i første omgang pengene på rigtigt gode nødvendige funktioner i urværket. En ekstrafunktion som kalender kan måske være bekvem, men stopur (chronograph) og visning af fx månefase er sgutte vigtige og falder i øvrigt nemt ud som blær – oh, the horror!
Kassen er klein
Urkasse og skive er uundgåeligt påvirket af moden. I 1960’erne og 1970’erne var de lidt mindre end i dag. Stadig er et klassisk dressur en diskret sag. Nu om stunder konkurrerer urmagerne ihærdigt om at gøre urkassen tyndere (lavere). Hver en millimeter tæller.
Urremmen er en læderrem
Nul lænke. Lad den blive på dit Rolex Submariner. Lænker har intet at gøre på et dressur, som skal have en læderrem, enten sort eller brun. Ofte vil man vælge sort til sølvfarvet urkasse, og brun til gylden urkasse. Urremme i alligator- eller krokodillelæder er klassikere.
Uafhængige urmagere eller storkapitalens produkter?
Finmekaniske ure er de seneste årtier lidt i stil med skotsk whiskey endt i hænderne på storkapitalen for at overleve. Resultatet kan være forstyrrende, hvis man fatter særlig kærlighed til produkters autenticitet. For de store kapitalmaskiner som Richemont (bla. A. Lange & Söhne, Jaeger-LeCoultre og Vacheron Constantin) og LVMH (bla. Hublot, TAG Heuer og Zenith) er jo alene ude på at score kassen, er de ikke? Jeg er ikke ekspert på området, men jeg er ikke sikker på, deres engagementer forringer urenes kvalitet. OK, der foregår muligvis en større standardisering og deling af komponenter urmagerne imellem. Så noget af charmen kan forsvinde. Men de pågældende urmagere får til gengæld kapital til at forske og forbedre mekanikken yderligere. Det væsentlige er mere, oplever jeg, at der kan opstå en brandmæssig ubalance, så alle de uafhængige urmagere, der producerer fremragende ure, bliver undereksponeret. Så det skal man med andre ord huske: der er langt flere storartede ure end de 10-15 mærker, der dukker op igen og igen. Jeg har forsøgt at åbne døren på klem i udvalget nedenfor, men vil ellers gemme en gennemgang af uafhængige urmagere til en senere artikel.
Mest diskuteret, når talen falder på graden af de enkelte ure og mærkers originalitet, er det udbredte indkøb af urværker hos den samme producent, ETA. De fleste finmekaniske ure har således et ETA-værk i sig, fx Omega-urene. Selvom ETA laver fremragende urværker, undgår de fineste producenter, fx Patek Phillipe og A. Lange & Söhne, ETA og laver deres egne værker. Der er i øvrigt en tendens til, at flere og flere urmærker forsøger sig med egne urværker, ikke mindst fordi Swatch Group, der ejer ETA, er mindre og mindre villig til at sælge værker til urmærker, de ikke ejer.
Nedenfor følger et udvalg af finmekaniske ure baseret på Redacteurens research og idiosynkrasier. Han lægger hårdt ud.
10 stykker dress-ur til over 50.000 kr.
Måske referenceuret for alle dressure: Patek Phillippes Calatrava. Ingen påfaldende påfund. Alle detaljer og proportioner forekommer at have fundet deres rette plads. Pris fra ca. 150.000 kr.
Vacheron Constantin kan også i genren af lydefri dressure. Modellen hedder Historiques Ultra-Fine 1955, et relativt nyt og supertyndt ur på bare 4,13 mm i tykkelsen. Pris fra ca. 150.000 kr. Foto: Professional Watches
Tyskerne har de seneste par årtier kravlet op i toppen af “haute horologie”, fint urmageri, med A. Lange & Söhne. Firmaet har en gammel historie, der rækker tilbage til 1845. Men efter Anden Verdenskrig lå firmaet i dvale i Glashütte i Østtyskland, indtil Muren faldt i 1989. Derpå rejste firmaet sig igen. Mest kendt er modellen Lange 1. Den viste model, Saxonia Thin, er 5,9 mm i tykkelsen (højden). Pris fra ca. 150.000 kr. Foto: Monochrome Watches
Audemars-Piguet, et klassisk urmærke igen-igen. Pris for modellen fra ca. 150.00 kr.
Omega, der engang var konfirmandurmærket over dem alle, har opgraderet de seneste par årtier og sælger nu ure i prislag med Rolex og de andre økonomisk krævende mærker, hvorfor man dårligt kan kalde det konfirmandurmærket længere. Ulempen ved forvandlingen er, at de stort set er stoppet med at producere egentlige dressure. De fleste modeller er voluminøse og sportslige i udtrykket. Med serien DeVille Tresor nærmer de sig dog genren af dressure. Pris fra ca. 90.000 kr. Foto: Fratello Watches
Engang et selvstændigt urmærke, i dag i favnen på Richemont. Piaget laver tillige et klassisk dress-ur. Pris fra ca. 70.000 kr.
Verdens mest kendte urmærke, det må Rolex være. Dog er Rolex ikke det mest tilbedte urmærke blandt mænd, der går i jakkesæt, fordi Rolex er så svag på egentlige dress-ure. Serien Cellini nærmer sig, men er stadig noget stor for kategorien dress-ure. Pris fra ca. 80.000. Foto: Fratello Watches
Urban Jürgensen, et ældgammelt dansk mærke fra 1778, som er vakt til live de seneste år med nye investorer. Værket indeni laver Urban Jürgensen selv, og alt bære præg af raffinement. Modellen overfor er fra deres Jules-serie. Pris fra ca. 200.000 kr. Urban Jürgensen har i øvrigt tidligere optrådt på Stiljournalen. Se her. Foto: Time and Watches
Slutteligt et udsøgt eksemplar af et ur fra Japan. Seiko, opfinderen af quartz-ure, står bag, men Credor Itchi 2, som modellen hedder, må ikke just forveksles med almindelige ure. Skiven består af håndmalet porcelæn, og alt indeni skulle være superraffineret. Pris fra 300.000 kr. Foto: Bloomberg
Fem dress-ure til mellem 20.000 og 50.000 kr.
Cartier forbinder man måske mere med smykker end ure. De må dog med på den store kanonliste med deres “Tank”-model, som bogstaveligt er en henvisning til 1. Verdenskrigs tankvogne. Serien kom helt nøjagtigt på markedet i 1917. Pris fra 25.000 kr. Foto: Joma Shop
Firmaet med det lækre navn Jaeger-LeCoultre er allermest mest kendt for sin model Reverso, hvor urkassen kan tippes om. Her er en anden og lidt mere strømlinet model fra serien Master, stadig særdeles elegant. Pris fra ca. 45.000 kr.
Det holder sig knap på den behagelige side af 50.000 kr., men det kommer med, modellen Elite 6150 fra gamle Zenith. Det er også bare designet, som et klassisk dressur skal være. Foto: Time & Watches
Et østrigsk ur, modellen Felix fra Habrig². Firmaet blev startet af en erfaren urmager for godt 10 år siden. De laver deres egne urværker og ejes ikke af storkapitalen (endnu). Pris fra ca. 30.000 kr. Foto: Habrig²
IWC (International Watch Company), et af urverdenens mest kendt mærker, der dukkede op i 1862 og i dag ejes af Richemont. Modellen hedder Portefino. Pris fra ca. 30.000 kr. Foto: Haute Time
Tre dress-ure til under 20.000 kr.
Modellen Flagship Heritage fra Longines, endnu et af de gamle urmærker (fra 1832), som i dag er ejet af Swatch Group, der blandt andet også har Omega og de to andre urmærker i kategorien, Union Glashütte og Rado, i folden. Pris fra ca. 10.000 kr.
Rado er det andet bud. Modellen er fra serien Coupole Classic. Finmekanisk urværk fra ETA, som andre mærker under Swatch Group også benytter sig af.
Ligesom A. Lange & Söhne har Union Glashütte en interessant historie, der begynder mange år tilbage – i 1893. Ligeledes påvirkes Union Glashütte af Krigen og oprettelsen af DDR. Først i 1997 stod Union Glashütte på egne ben igen, før de allerede tre år senere blev slugt at Swatch Group i 2000. Modellen kommer fra serien Noramis. Pris fra ca. 10.000 kr.
Der køber du et dress-ur
De viste ure er nye ure, hvoraf de fleste kan købes ellers bestilles hjem i forretninger i København, eller købes online. Netop inden for ure er det dog særligt væsentligt at betænke vintagemuligheder, før man køber nyt. De gamle ure kan have frygtelig meget charme og karakter, og de kan i mange tilfælde erhverves for helt andre priser end deres yngre søskende fra de fineste urfirmaer. Et sted som eBay har hundredvis af vintageure til salg i alle prislag. Men det er klart, at der er langt større sikkerhed ved at købe et vintageur fra en autoriseret forhandler end af en privatperson på en eller anden onlinemarkedmarkedplads. Hos en autoriseret forhandler bør man dog også huske at spørge, om han har skilt ad og efterset uret, eller om han bare sælger det ubeset videre for en kommission. Sagen er jo, at gamle ure ligesom gamle biler jævnligt skal efterses for at fortsætte derudad. I den sammenhæng kan fx adgang til de rette reservedele – ligesom med gamle biler – påvirke, hvor meget man kommer til at skulle bruge på vedligeholdelse.
Har du selv gode råd og tip til køb af gamle – eller nye ure – ure, så står kommentarfeltet åbent nedenfor.
En rigtig fin gennemgang. Jeg vil lige gøre opmærksom på tre gode muligheder i den billigste prisklasse for automatiske ure (3.000-5.000 kr.).
De anvender alle ETA-urværker, men det er også ganske udmærket til prisen.
Tissot Visodate har både dato og uge-dag og er dermed på kanten af at være et dress-ur, men det er både praktisk og elegant.
Hamilton Intra-Matic er lidt enklere, lidt dyrere, men også (50’er)-klassisk.
Endelig vil jeg pege på Christopher Wards ure. De byder også på en lang række dress-ure, hvor især de automatiske udgaver af deres Malvern-serie er elegante og fornuftigt prissat.
Synes at det er et stort svigt ikke at nævne tyske NOMOS, når der nu tales dress-ure. Det er nærmest tidløst design, mange selvstændigt producerede urværker, og så ellers dyder som artiklen her lægger vægt på; en diskret profil og få komplikationer. Ydermere er priserne rimelige, og udtrykket kan gå lige så godt til et jakkesæt som det kan til chinos og poloskjorte.
Vintageure er en helt anden, og måske endnu mere relevant, snak, når det kommer til ure til pænt brug.
Cartiers tank er mit absolutte favorit-ur. Smukt, enkelt og klassisk!
Man siger, at uret er mandens eneste smykke (holder dog ikke 100% i dag), og et smykke må gerne afspejle bærerens personlighed.
Derfor synes jeg, at det er forkert at afskrive f.eks. et Rolex Submariner eller lignende som dressure.
En mand i blazer, en elegant habit eller smoking med f.eks. en Rolex Submariner giver – for mig i hvert fald – indtrykket af en aktiv og sporty bærer, og uret bliver på den måde elegant også som dressur.
Men det vil for mit vedkommende så også være grænsen. De egentlige sportsure med pulstæller, vindmøller, kompas etc. i en kraftig kunststofkasse og tilsvarende rem, kan være aldrig så hensigtsmæssige i terrænet eller på sportspladsen, men det kommer aldrig til at matche det noble dress.
John, jeg kan følge dig ud i, at en fx blå blazer med bukser i en anden farve kan følges af et dykkerur. Et klassisk gråt eller blåt jakkesæt er en anden sag, synes jeg. I hvert fald generelt set.
Kære Stiljournalen. Et spørgsmål. Bør urkasse og manchetknapper matche. Således at man til gylden kasse vælger manchet i guld, og til sølvfarvet kasse vælger knap derefter.
Der er nogle traditionalister, der mener, man ikke skal blande guld og sølv. Jeg er ikke så bange ved det. Det vigtige er, at det samlede billede fungerer, og i det perspektiv kan det nogle gange give mening, at fx manchetknapper og urkasse er i forskellige farver.
Min holdning er, at man skal tage udgangspunkt i, hvad man altid bærer, f.eks. en vielsesring. Hvis den er i guld bør man vælge et guldur. Er den i sølv eller hvidguld, bør man vælge en sølv- eller stålkasse.
Manchetknapperne kommer i 2. række
Kære Torsten
Kan du uddybe, hvorfor uret skal være mekanisk? Er det udelukkende tradition og nostalgi, der byder os at vende kvartsuret ryggen? Eller er der tale om en konstruktion, som man også kan anføre mere rationelle årsager til at styre uden om – i lighed med f.eks. limede sko og limede habitter?
Giver man afkald på kravet om, at uret skal være mekanisk, kan man få stilrene, diskrete herreure for en særdeles overkommelig pris. Se f.eks. her:
http://www.amazon.com/gp/product/B002IDTUHG/ref=as_li_ss_tl?ie=UTF8&camp=1789&creative=390957&creativeASIN=B002IDTUHG&linkCode=as2&tag=marlukcre-20
http://www.amazon.com/gp/product/B002LUEI9Q/ref=as_li_ss_tl?ie=UTF8&camp=1789&creative=390957&creativeASIN=B002LUEI9Q&linkCode=as2&tag=marlukcre-20
http://www.amazon.com/gp/product/B000WUKJ0O/ref=as_li_ss_tl?ie=UTF8&camp=1789&creative=390957&creativeASIN=B000WUKJ0O&linkCode=as2&tag=marlukcre-20
Jeg er klar over, at sådanne ure på ingen måde appellerer til feinschmeckere, og der kan vel næppe siges at være tale om udsøgt formgivning; men det forekommer mig umiddelbart urimeligt at forvise en mand fra det velklædte selskab blot under henvisning til, at han bærer et af de nævnte tre ure under skjortemanchetten.
Nuvel, jeg er alt andet end kender, og jeg lader mig gerne belære. (Mit eget ur er mekanisk, så du – eller andre, der har forstand på sagen – behøver ikke at tage fløjlshandskerne på for min skyld).
Mvh.
Pictor
Pictor, der kan vel argumenteres for, at elektroniske gadgets, herunder elektroniske ure, efterhånden har fundet en harmoni med den klassiske garderobe. Vi har jo næsten alle fx en smartphone i inderlommen.
Dog, hvis uret endelig skal være elektronisk, bør man måske gå hele vejen og erhverve sig et smart watch i stedet for at stoppe på halvvejen med et batteridrevet ur, der imiterer de klassiske mekaniske ure i udseendet.
Tak for svaret, som jeg læser således, at den opstillede betingelse om, at uret skal være mekanisk, hviler på netop tradition og nostalgi og således savner et strengt rationelt grundlag. Eller sagt på en anden måde: Bærerens bevidsthed om, at uret er mekanisk (og at de indviede også er på det rene hermed), giver ham en særlig identitetsoplevelse, men hverken et nøjagtigere eller et smukkere ur.
Jeg bilder mig ikke ind, at tilsvarende irrationelle motiver aldrig kan være på spil hos personer, der foretrækker håndsyede sko eller skræddersyede habitter, men medmindre man har at gøre med en brovtende parvenu, der binder sine dvd’er ind i læderryg, hviler præferencen jo typisk på sådanne legitime hensyn som slidstyrken, materialernes skønhed, den smukkere forarbejdning og patinering og muligheden for at have fuldstændigt herredømme over alle relevante detaljer.
Jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan tilslutte mig, at det batteridrevne ur med traditionel formgivning kan siges at imitere det klassiske mekaniske urs design. De to teknologier tilsiger mig bekendt ikke forskellig formgivning, og så vidt jeg kan se, imiterer det batteridrevne ur ikke det mekaniske ur mere, end et bagladegevær imiterer et forladegevær, eller en elbil imiterer en benzinbil. Og i den omstændighed, at et design er klassisk, ligger vel netop dette, at det er det naturlige førstevalg i de fleste sammenhænge.
En markant forkærlighed for mekaniske frem for batteridrevne ure kan naturligvis have aldeles tilforladelige årsager. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man kan have en personlig lidenskab for selve den tekniske konstruktion og det dertil knyttede håndværk, og at man af samme grund – om end på et stærkt subjektivt grundlag – kan være tilbøjelig til at betragte det batteridrevne ur som et fænomen på linje med sølvplet, limede Lloydsko og sortglaserede teglsten på diminutive huse.
Personlig passion for urmageri er imidlertid en specialinteresse og ikke obligatorisk pensum for den kultiverede, velklædte herre og bør vel af samme grund næppe være normgivende for, hvilken teknisk løsning der bør foretrækkes i et dress-ur.
Eller tager jeg fejl?
Synes ærlig talt at Stiljournalens kategoriske udelukkelse af Quartz-værker fra det gode selskab er pjattet – i bedste fald. Men lad nu det ligge, for selv indenfor det gode selskab er der producenter og ure til priser under 150.000 og 10.000. Fine ting i grunden.
Tillad mig at henvise til den lille, upåagtede tyske producent Laco i Pforzheim. De er nok mest kendt for deres flyver- og marineure, men har også en fin serie af dressure:
https://shop.laco.de/de/Laco-vintage.html
Gud forbyde det, men de laver altså også ting, der måler tiden, som indeholder spor af quartz,og som læner sig op af de ikoniske gamle Braun-ure (også med quartz, så er I advaret), der blev designet af Dieter Rams og Dietrich Lubs:
https://shop.laco.de/de/Laco-Absolute.html
De går an til en sportsjakke med chinos.
Om Rams og Lubs:
http://fragmenters.blogspot.dk/2015/09/braun-design-weniger-aber-besser.html
Jeg ser, at redaktøren selv har givet et bud på et fint kvartsur (mon han var klar over det?). Helt afvisende for kvarts er han åbenbart ikke 😉
Du må lige uddybe.
Cartier uret er et kvartsur. Men det gør det jo ikke mindre smukt eller funktionelt af den grund! Der er flere af de kendte mærker, der undlader en sekundviser, hvis de laver en kvartsur. Så kan man jo ikke umiddelbart se, om det er kvarts eller mekanisk.
Synes der mangler et fremragende, dansk designet, schweizisk produceret, meget fladt ur fra Ole Mathiesen. Funktionelt, diskret og perfekt til skjorte og jakkesæt.