Brødrene Andersen og Simon Spies
“Simon Spies købte meget ind hos os. En dag ville han gerne have kashmirsweatre, men i en særlig længde, som vi ikke havde. Så vi skulle have sweatrene lavet hos McGeorge, som var stærk kashmir. Spies bestilte 24 sweatre med matchende sokker. Det blev en ordre på 60.000 kr. Det var starten af 1980’erne.”
Jørgen Nexøe-Larsen, der blev tredje generation i herretøjsforretningen Brødrene Andersen, blandt indviede benævnt “Brødrene”, medbragte charmerende anekdoter, da jeg mødtes med ham på Cafe Petersborg i Bredgade for at tale om den berømte herrekviperingsforhandler i København. Som nu også denne anekdote, der faktisk er to-i-en:
Flaskens ånd
“Vi havde en skrædder, Norling. Han var stor fan af skrædder Alm med hans brede revers og tilbagelagte skuldersøm. Norling stod for demi-skrædderi med to prøver, et sindsygt flot produkt. Han holdt op i midt-firserne. Han havde et problem med flasken. Det var i øvrigt et stort problem i mange detailforretninger. Folk drak. Vi havde også en ekspedient, Damgaard. På et tidspunkt var Morten Grunwald kommet ind. Damgaard stod der i ordentligt brandert, han var kvartalsdranker, og klamrede sig til desken. Morten Grunwald skulle have en hvid skjorte, hvorefter Damgaard svajende foran de hvide skjorter svarede: “Hvide skjorter, dem fører vi ikke!””
Fra Andersen til Nexøe-Larsen
Ferdinand Andersen (1824-1899), hed den entrepenante mand, der startede Brødrene Andersen. Det skete den 22. april 1850 i Grønnegade 27.
I 1861 flyttede han forretningen til Grønnegade 41. I 1864 indtrådte hans bror, Carl Andersen (1830-1892), i firmaet, som da kom til at hedde Brødrene Andersen.
Forretningen gik godt, og i 1867 åbnedes en butik ved Kgs. Nytorv 28 på hjørnet til Ny Adelgade.
Jørgen Larsen (1849-1927), Jørgen Nexøe-Larsens farfar, begyndte som ekspedient i 1876. I 1892 blev han kompagnon.
De gamle lokaler i Grønnegade, hvor engrosforretningen stadig lå, blev forladt i 1896 til fordel for adressen Kgs. Nytorv 6.
Jørgen Larsen overtog firmaet i 1902 sammen med Frederik Axelsen. Da Frederik Axelsen døde i 1915, blev han eneindehaver.
I 1916 kunne Jørgen Larsen flytte Brødrene Andersens virksomhed fra Kgs. Nytorv til Østergade 9 (Strøget) tæt på Kgs. Nytorv. Der indrettede de sig i en ny ejendom, der også rakte om til Lille Kongensgade 8-10. De havde både konfektionsfabrik og butik på den flotte adresse.
I 1922, samtidig med firmaet blev udnævnt til Kgl. Hofleverandør, indtrådte sønnerne Frithiof Nexøe-Larsen (1895-1981) og Henry Nexøe-Larsen i Brødrene Andersens ledelse. Det blev især Frithiof Nexøe-Larsen, der engagerede sig og kom til at repræsentere Brødrene Andersen op gennem 1900-tallet.
Jørgen Larsen døde i 1925, og i 1938 trådte Henry Nexøe-Larsen ud af firmaet. Frithiof Nexøe-Larsen styrede derefter forretningen frem til 1974, da hans søn, Jørgen Nexøe-Larsen, tog tøjlerne.
Eget skrædderi og skjortemageri
“Da jeg trådte til i 1974, var der tre tilskærere og omkring 30 skræddere. Der blev stadigvæk syet uniformer, men mest lavet almindeligt skrædderi, og senere præstekjoler,” fortæller Jørgen Nexøe-Larsen.
Brødrene Andersen på Strøget var destinationen på en rejse, der var begyndt i Jørgen Nexøe-Larsens barndom.
“Jeg gik på Krebs skole, og så blev jeg nogle eftermiddage kørt ind til forretningen i en drosje. Det var en meget stor smuk butik dengang, tidssvarende, med mahognideske, alt bag glas,” siger Jørgen Nexøe-Larsen.
“Vi havde også vores egen skjortesystue med tre ansatte – til slutningen af 1970’erne,” siger Jørgen Nexøe-Larsen.
De var en mindre skare af eksklusive herreekviperingshandlere i København.
“Ejstrup, hed en lille, fin forretning overfor. De havde stort set kun lingeri, altså skjorter, undertøj osv. Så var der Helge Madsen. Og så selvfølgelig Holbech på hjørnet ved Illum og Købmagergade,” husker Jørgen Nexøe-Larsen
Den engelske landadel som forbillede
“Vi havde en meget stor kundegruppe på landet. En del havde deres uniformer liggende i zinkkister hos os, som de kom og skiftede om til, når de skulle til Nytårskur i januar. Og så købte de ind med arme og ben. Det var ikke to skjorter, men tolv skjorter, og det skulle gå stærkt.”
Jørgen Nexøe-Larsen fortæller om den danske landadel, der var storkunder hos Brødrene Andersen. At en dansk landadel kunne understøtte en forretning på den vis, er svært helt at se for sig i dag, hvor de fleste godser og herregårde er omdannet til oplevelsestempler og safariparker. Men til slutningen af 1970’erne og måske lidt ind i 1980’erne fandtes der stadig en formuende dansk landadel, der efter engelsk forbillede kunne lide tweed, fløjl og gode lædersko.
Og landadelen havde været kunder – og medskabere – af Brødrene Andersen siden starten af 1900-tallet. Litteratur vidner om Brødrene Andersen historisk funderede status inden for klassisk engelsk landtøj.
“Som Nimrod selv, iført splinternyt tweeddress fra Brødrene Andersen, gik han ude på sletten ved fyret en høstdag,” lyder eksempelvis en passage i Jacob Palludans Fugle omkring fyret fra 1925.
Som far, så søn
Firmaets tag om tradition afspejlede sig også i, at familier kunne handle i generationer hos Brødrene Andersen.
“Naturligvis blev der til Erling syet et passende sort jakkesæt til begravelsen, og hans livs første høje silkehaat blev anskaffet. I øvrigt havde Brødrene Andersen, hos hvem familien Bertelsens medlemmer igennem et par generationer havde fået syet alt deres tøj, erklæret, at den unge mand ellers udmærket kunne gå i gråt tøj med sort slips og sort armbind. Ja, i Hornbæk kunne han endogså godt tillade sig at gå i hvidt flonelstøj, blot han bibeholdt det sorte armbind og slips og sort hattebånd om stråhatten,” lyder en passage i Elsket og savnet af Ellen Duurloo fra 1947.
Tekstpassagen i Ellen Duurloos roman indikerer tillige, at Brødrene Andersen figurerede som en solid autoritet i skik og brug inden for påklædning i midten af 1900-tallet.
Professorsønnen
Jeg tænker også på en anekdote fra min barndom, når lyset falder på Brødrene Andersens fremtrædende position. Der var således en søn af en professor dengang, at professorer og deres sønner var særligt fine. Modsat faren var sønnen slet ikke interesseret i akademiske meritter. Han foretrak at lade studiet passe sig selv og i stedet hensmægte tilværelsen på værtshusene i Skolegade i Århus, jf. Niels Malmros’ film Århus by night.
Men flasker og fornøjelser krævede finansiering. Da det var svært at spørge fader om likvider til livet i Skolegade, måtte han være kreativ. Han gik derfor ind hos Brødrene Andersen, der i 1970’erne havde en filial på Store Torv i Århus, og købte skjorter på en konto, som hans far havde oprettet til ham. Han solgte derpå ud af skjorterne til favorable priser til sine stræbsomme studiekammerater, der meget gerne klædte sig i fint tøj fra Brødrene Andersen, men ikke havde samme gunstige forhold. Når handlerne var gennemført, kunne vores ven fortsætte livet i Skolegade. Han fandt senere andre og bedre græsgange – i kulturens verden, da faderen en dag opdagede, at han stort ikke var gået til en eksamen i fem år.
Italiensk stil og yuppie-tiden
Med tiden kunne den engelske godejerstil ikke stå alene hos Brødrene Andersen. Gamle kunder forsvandt, samfundet ændrede sig.
“I slutningen af 70’erne skiftede stilen. Det engelske blev for stift. Vi supplerede med italiensk og fransk,” fortæller Jørgen Nexøe-Larsen.
Det blev starten på nogle meget succesrige år i firmaet. Da landadelen og det gamle borgerskab svandt ind, kom yuppierne til i store mængder. De nye kunder kunne lide det fashionable italienske design, bla. fra Zegna.
“Midten af 1980’erne var en storhedstid. I yuppie-tiden kunne vi sælge hvad som helst. De bedste år havde vi en omsætning på 40 millioner kr. [knap 100 mio. kr. i 2017-kroner],” siger Jørgen Nexøe-Larsen.
Den pludselige deroute
Hvordan Brødrene Andersen få år senere kunne kollapse, står mystificerende tilbage. Jørgen Nexøe-Larsen har dog nogle bud på, hvad der forklarer den pludselige deroute.
“Det, der påvirkede os mest negativt, var kartoffelkuren i 1986, rådighedsbeløbet faldt. Mange af vores kunder begyndte også at rejse til udlandet. Man kunne rejse billigere. Folk kunne tage en sviptur til London og handle i fx Jermyn Street eller Harrods,” ræsonnerer Jørgen Nexøe-Larsen.
De yuppier, der i starten af 1980’erne havde bragt Brødrene Andersen til nye kommercielle højder, var altså kun på kort visit. Da de forsvandt, forsvandt omsætningen. Det kan være forklaringen egentlig er så enkel. Jeg mener ikke, man siden har set en selvstændig forretning i København, der i Brødrene Andersens spor over længere tid har lykkedes med et bredt, eksklusivt udvalg af klassisk funderet herretøj til mænd. Butikker som Bindesbøl, Hartung, Troelstrup, Britannia og Garodkin er interessante butikker for den klassisk sindede mand og nærmer sig. De er dog ikke Brødrene Andersen. Eksempelvis har ingen af dem eget herreskrædderi eller skjortemageri.
Men det er stadig svært at forlige sig med, at en butik som Brødrene Andersen ikke kan have sin gang i København. Findes der ikke en vej, og fandtes den ikke, da yuppierne havde tjekket ud?
Nok ikke, desværre.
Videresalg på videresalg
I 1992 solgte Jørgen Nexøe-Larsen deres nu højtbelånte ejendom på Strøget til byggematadoren Thorkild Kristensen. Jørgen Nexøe-Larsen og co. fortsatte til leje, men kun kort tid. I 1993 købte Henning Folmer Jensen fra beklædningskonglomeratet Jens Sørensen A/S Brødrene Andersen.
Henning Folmer Jensen og forretningspartnernes tilgang til tingene hjalp ikke meget. De kunne heller ikke få ordentlig fut i forretningen. En amerikaner, Richard William Millar, der havde kørt Ralph Lauren-afdelingen i Illum, overtog firmaet i 1998. Året efter gik det konkurs med et krav på 35 mio. kr. fra kreditorer. I april 2000 lukkede Brødrene Andersen med et ophørsudsalg nøjagtig 150 år efter, at Ferdinand Andersen i april 1850 startede sin hosekræmmerbod i Grønnegade 27.
Navnet var dog stadig for godt til at lade ligge. Per Sletten Larsen og Jari Eek fra det nu lukkede Brødrene Andersen overtog navn, kundekartotekt mv. og åbnede i 2000 en Brødrene Andersen i Christian den IX’s Gade. Jeg husker, jeg selv var der. Det var udmærket kurateret butik. Men tiden ville den ikke. I 2004 forsvandt Brødrene Andersen i Christian den IX’s Gade.
Mere om Brødrene Andersen
Sidder du inde med viden om Brødrene Andersen, så kom endelig frem med den. Jeg brygger på endnu en artikel baseret de mange kataloger, som Brødrene Andersen udgav over tid, og som Jørgen Nexøe-Larsen har været så venlig at låne mig.
Vil du vide mere her & nu om den berømte herretøjsforretning, så læs om ambassadøren, der blev sendt i Brdr. Andersen.
Foto: Den velklædte mand
Jimmy P. skriver
Virkelig godt skrevet, og super spændende historie, som jeg iøvrigt læser iført en sportsjakke som Chester Barrie har lavet til Brødrene Andersen i sin tid.
En skam at sådanne forretninger ikke længere kan eksistere, men ikke blot skal forretningerne forholde sig til at det bliver billigere at rejse ud, nu kommer skrædderne sågar valfartende til byen for bestillinger og prøvninger. Ak ja, alting var bedre i gamle dage 🙂
Torsten skriver
Nemlig 🙂
Jens Andersen skriver
Findes de flotte lokaler og stuk stadig i Østergade 7-9?
Mvh
Jens
Torsten skriver
Jeg ved det faktisk ikke, kun at MaxMara ligger der i dag, og at facaden med Brødrene Andersens søjler og initialer stadig er intakt.
Henrik skriver
Jeg busker Norling, han syede et sæt som jeg forærede min far (da Jens Sørensen var stoppet) før dennes død. Det lugtede både af sprit og ikke mindst cigaretter!
Max skriver
Hej Torsten
Det er en fin artikel/historie om den fine gamle forretning, som jeg modtog i går. Som gammel BA mand er jeg meget interesseret og især nu hvor artiklen slutter med, at du har lånt nogle/flere af de tryksager/brochurer som den gamle forretning udgav. Jeg har haft en del selv, især Julekatalogerne var flotte, men desværre er de røget ud med tiden.
Glæder mig til nyt om vores gamle forretning.
Arne Mosegaard skriver
Her er mit svar til Jørgen Nexøe Larsen
Det er en meget fin artikel. Jeg tænker tit på den dejlige tid jeg havde hos Jer og som jeg aldrig vil glemme.
Men jeg er ked af, at De igen benævner en medarbejder ved navn med alcohold problemer. Hr. Damgaard var et godt menneske, men havde nogle personlige problemer. Det behøver De ikke udråbe i pressen. I øvrigt var han ikke den eneste, der havde problemer med alcolohd i Deres forretning, der var nogen, der skulle starte dagen med et par elefantøl og derefter holde den gående for, at kunne holde dagen ud. Her havde det klædt Dem at have hjulpet. Det ville enhver professionel leder have gjort.
Min kommentar derudover er:
Årsagen til at Brdr. Andersen ikke kunne fortsætte var dårlig ledelse. Hr. Jørgen Nexøe Larsen var en forkælet dreng, der havde fået alting foræret, det hele kom til ham og ikke forstod, at det ikke kunne fortsætte! Men der skulle arbejdes hårdt for det. Havde der været en erfaren og dygtig leder, ville Brdr. Andersen fortsat have ligget på Strøget i dag. Det er den korte koncise forklaring. Jeg elskede den tid jeg havde i forretningen fra 76 til 78, jeg har aldrig senere glædet mig så meget til at komme på arbejde, som jeg gjorde dengang.
Peter skriver
Tak for en fin historie.
I mit barndomshjem kaldte vi butikken for Brdr. And. Især min stedfar var meget flittig kunde og købte de samme ting og fik syet jakkesæt, år efter år. I hans garderobe lå der mindst 30 uåbnede, identiske lyseblå Stenströms skjorter, da han var bange for at de ville gå ud af produktion.
Jeg blev ofte sendt i byen for at hente tingene for ham og jeg kunne selv få lov til at købe tøj på hans konto i de tidlige teenageår, så jeg gik klædt som en ældre gentleman inde år. Da min stedfar også var kvartalsdranker gav det nogle lidt pudsige scener når jeg kom i butikken, da personalet ofte forklarede at min “far” havde ringet og skældt dem ud men at de ikke helt kunne forstå hvad det drejede sig om.
Brødrende And er meget savnede. Servicen var eminent og så var den en fantastisk ting at man altid kunne få de samme ting igen når de var slidt op. Jeg tror også at en af årsagerne til butikkens deroute var, at man i de sidste år valgte at ændre på sortimentet og istedet valgte at have nye varer hele tiden. Det tror jeg at butikken mistede en stor del af sit faste klientel på, da de kom der for at få det de plejede at få.
Torsten skriver
Peter, tak for beretning. Kan genkende frustrationen ved at ikke kunne købe tøj igen, fordi kollektionen er skiftet ud med nyt design.